Dårligt vejr spændte ben for dronningens sejltur til Anholt
Dronning Margrethe ankom torsdag med helikopter i stedet for kongeskibet Dannebrog til kattegatøen Anholt.

Galleri - Tryk og se alle billederne.
Genstridigt vejr er årsag til, at dronning Margrethe torsdag formiddag er ankommet med helikopter i stedet for kongeskibet til øen Anholt.
Det oplyser kongehuset.
Dronningen skulle efter planen være ankommet med kongeskibet "Dannebrog" og have sejlet det sidste stykke fra skibet til kattegatøen med en chalup.
Men det satte vejret en stopper for.
Besøget, der finder sted som led i dronningens sommertogt, gennemføres dog efter planen.
Dronning Margrethe skal på Anholt blandt andet se, hvordan øen kystsikres, ligesom hun skal møde en lokal familie.
Der er cirka 150 beboere på Anholt, og øen har blandt andet egen skole, læge og præst.
Dronningen skal også se nærmere på øens karakteristiske natur, blandt andet strandsletten "Ørkenen", som består af et landskab med ørkenagtig karakter.
Det dækker 80 procent af øen og blev fredet i 1938.
Besøget rundes af med et stort kaffebord på havnen, hvor dronningen sammen med øens beboere bliver budt på kaffe og kage.
Sommertogtet afsluttes med et to dage langt besøg i Aarhus fredag og lørdag.
Her vil dronningens 50 års regentjubilæum også blive fejret.
Besøget starter med, at dronning Margrethe skal på en karettur gennem byen. Kareten bliver eskorteret af flere end 50 heste fra gardehusarregimentets hesteeskadron.
Efter karetturen kommer dronningen ud på balkonen på Aarhus Rådhus, så aarhusianerne kan hylde hende.
Jubilæumsfejringen i Aarhus afsluttes med en folkefest i Mindeparken i Marselisborg.
Kongeskibet anløber havnen i Aarhus fredag klokken 10.
Dronningens sommertogt blev indledt onsdag med et besøg i Helsingør. Her besøgte hun blandt andet fodboldlandsholdets træningslejr.
Ud over Aarhus skal kongeskibet også forbi Slagelse. Det sker i slutningen af august, hvorefter turen går til Smålandsfarvandet ved Lolland.
Også Frederiksberg Kommune og Tønder Kommune får i sensommeren besøg af dronningen.
Når dronningen er på sommertogt, fungerer det cirka 80 meter lange kongeskib som majestætens residens.
Her vil dronningen traditionen tro afholde receptioner rundt om i havnene.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.