Dan Jørgensen spiller en nøglerolle ved COP27

Fungerede klimaminister Dan Jørgensen indtager nøglerolle i arbejdet om reduktion af drivhusgasser ved COP27.

Ved COP26 sidste år i Glasgow stod Dan Jørgensen i spidsen for arbejdet med at udarbejde en plan, der skal være med til at hæve ambitionerne om reduktion af drivhusgasser. Ved COP27 i Egypten indtager han ligeledes den samme nøglerolle. <i>Ahmad Gharabli/Ritzau Scanpix</i>

Ved COP26 sidste år i Glasgow stod Dan Jørgensen i spidsen for arbejdet med at udarbejde en plan, der skal være med til at hæve ambitionerne om reduktion af drivhusgasser. Ved COP27 i Egypten indtager han ligeledes den samme nøglerolle. Ahmad Gharabli/Ritzau Scanpix

Danmarks fungerende klimaminister, Dan Jørgensen (S), skal stå i spidsen i arbejdet med at lave en plan for højere ambitioner for reduktion af drivhusgasser ved COP27 i Egypten.

Det skriver Dagbladet Information.

Klimatopmødet finder sted i Sharm el-Sheikh i Egypten. Det begyndte 6. november og slutter efter planen fredag.

Det er det egyptiske formandskab, der har udpeget Dan Jørgensen til at sidde for bordenden i arbejdet med reduktionsforpligtelserne i de kommende dage.

Ved det seneste klimatopmøde COP26 i Glasgow sidste år fik Dan Jørgensen ligeledes tildelt det samme ansvarsområde. Han har derfor i forvejen kendskab til området og har samtidig allerede kontakter blandt de andre lande.

- Det Dan Jørgensen skal gøre nu, det er, at han skal forsøge at få parterne til at nå hinanden, og i den sammenhæng skal de have en dialog med de forskellige landegrupper og finde ud af, hvordan de ser sig selv i det, og hvor deres røde linjer er, siger Jens Mattias Clausen fra den grønne tænketank Concito til Information.

Reduktionen af drivhusgasser er en nøglesten i FN's klimaaftale. Dagbladet Information skriver, at netop reduktionen af drivhusgasser er et område, hvor landene indtil videre har haft svært ved at blive enige om fælles konklusioner.

Dagbladet Information skriver videre, at der på en række områder på topmødet er uenighed. Der mangler fortsat at blive forhandlet støtte til klimatilpasning, kompensation for klimaskader og så netop reduktionen af udledninger, hvor Dan Jørgensen altså står i spidsen for forhandlingerne.

Da der endnu ikke er dannet en regering i Danmark, deltager Dan Jørgensen i topmødet som fungerende klimaminister.

Det er planen, at forhandlingerne, som Dan Jørgensen står i spidsen for, skal afsluttes fredag, når topmødet slutter.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.