Danmark

Danmark deltager i Nato-øvelse med fregat og minerydningsdroner

Torsdag begynder Nato-øvelsen "Baltops" i Østersøen, hvor 16 landes soldater og besætningsmedlemmer træner.

Den danske fregat "Absalon" er en del af Nato-øvelsen Baltorps, der begynder i dag. Her ses den ligge ved en havn i Rostock i Tyskland tirsdag. (Arkivfoto).
Den danske fregat "Absalon" er en del af Nato-øvelsen Baltorps, der begynder i dag. Her ses den ligge ved en havn i Rostock i Tyskland tirsdag. (Arkivfoto). Focke Strangmann/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:57

Danmark skal sammen med 15 andre nationer træne og operere sammen til søs, til lands og i luften torsdag, når den årlige Nato-øvelse i Østersøen med navnet "Baltops" går i gang.

Her deltager Danmark med fregatten "Absalon", som har en Seahawk-helikopter om bord, en stab fra søværnet, stabsofficerer fra den danske minerydningsstyrke og to minerydningsdroner.

Det skriver Forsvarsministeriet i en nyhed på sin hjemmeside.

9000 soldater og besætningsmedlemmer, 50 krigsskibe, 25 fly fra 16 nationer skal træne sammen i øvelsen, som af Rusland betragtes som forberedelser på en potentiel militær konflikt med landet.

Sådan lød det onsdag fra viceudenrigsminister i Rusland Aleksandr Grusjko til det russiske nyhedsbureau Tass i en udtalelse.

Ifølge Forsvaret har øvelsen til formål at "træne og øve Nato-enheders evne til at udføre integrerede sømilitære operationer sammen", lyder det på hjemmesiden.

- Det er en væsentlig mulighed for alliancen til at træne integrerede sømilitære operationer, herunder koordineret imødegåelse af trusler, siger flotilleadmiral Bo Overgaard i nyheden.

Han er næstkommanderende i søværnet og øverstkommanderende i den føringsstab i søværnet, som skal lede en gruppe på 11 skibe under øvelsen.

- Øvelsen viser, at det danske forsvar sammen med allierede har viljen til at anvende militære kapaciteter til at sikre fred, stabilitet og fri sejlads i Østersøen, tilføjer han.

I maj skrev den tyske avis Bild, at Rusland en måned tidligere end normalt tog hul på sin årlige øvelse i Østersøen.

Det russiske nyhedsbureau Interfax skrev ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Rusland i sidste uge sejlede 20 krigsskibe ind i området samt 3000 soldater og også luftbårne styrker.

Russiske øvelser i Østersøen er ikke usædvanlige, men den finske forsvarsminister, Antti Häkkänen, har sagt til det finske medie Yle, at den russiske aktivitet i farvandet er steget betydeligt.

"Baltops"-øvelsen blev afholdt første gang i 1971. Den ledes af USA's europæiske kommando, Eucom.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden