Dansk forsker hædres for at udregne Solens indre temperatur

Professor fra Aarhus Universitet får prestigefyldt pris for sit arbejde med at udforske stjerners opbygning.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

En professor fra Aarhus Universitet bliver som den første dansker nogensinde hædret med Kavli-prisen i astrofysik.

Det er professor Jørgen Christensen-Dalsgaard, der sammen med to udenlandske kolleger tildeles prisen for deres arbejde som stjerneforskere.

Det skriver videnskab.dk.

Den danske professor har udregnet Solens indre temperatur og tegnet standardmodellen for dens opbygning.

En model, der i dag bruges i hele verden.

Desuden har han fundet ud af, at stjerners størrelse, alder og rotation kan vurderes ud fra, hvordan de glimter på himlen.

- Jeg er meget glad og beæret. Og lidt overvældet. Det var noget, jeg slet ikke havde forventet, siger Jørgen Christensen-Dalsgaard til videnskab.dk.

- Det er selvfølgelig dejligt med anerkendelse af den forskning, jeg har lavet i lang tid, men prisen går lige så meget til hele forskningsfeltet, som den går til os, siger han.

Han deler Kavli-prisen i astrofysik med kollegerne Roger Ulrich fra University of California i USA og Conny Aerts fra Katholieke Universiteit i Leuven i Belgien.

Prisen tildeles for en "enestående præstation i at fremme vores viden og forståelse af universets oprindelse, evolution og egenskaber," fremgår det af hjemmesiden kavliprize.org.

Jørgen Christensen-Dalsgaard har i mere end 40 år forsket i stjerner og betegnes ifølge videnskab.dk som en af pionererne i udforskningen af stjerners indre.

Rektor på Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen kalder i en pressemeddelelse prisen for "en af de allerstørste hædersbevisninger, som en forsker for astrofysik og astronomi kan komme i betragtning til".

Kavli-prisen uddeles hvert andet år af Det Norske Videnskaps-Akademi i samarbejde med det norske forsknings- og uddannelsesministerium og The Kavli Foundation.

Sidstnævnte blev oprettet af den norskamerikanske forretningsmand og mangemillionær Fred Kavli, der var meget optaget af naturvidenskab.

Med prisen følger syv millioner kroner, som de tre modtagere skal dele.

Den officielle uddeling af prisen sker i Oslo til september.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden