restaurant og catering

Redaktør ser chance for to danske restauranter i verdens top-3

Ifølge tidligere jurymedlem har Geranium og Alchemist gode chancer for førsteplads. Jordnær er "dark horse".

Rasmus Munk er køkkenchef og medejer af Alchemist, som ifølge Bent Christensen, redaktør på Den Danske Spiseguide, formentlig scorer en af topplaceringerne ved kåringen World's 50 Best Restaurants mandag aften. (Arkivfoto).
Rasmus Munk er køkkenchef og medejer af Alchemist, som ifølge Bent Christensen, redaktør på Den Danske Spiseguide, formentlig scorer en af topplaceringerne ved kåringen World's 50 Best Restaurants mandag aften. (Arkivfoto). Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:55

Verdens bedste restauranter bliver kåret mandag aften, og den gastronomiske scene i Danmark står tilsyneladende med en fordel ved uddelingen af pladser til World's 50 Best Restaurants. Det skyldes coronapandemien.

Fordi Danmark fjernede restriktioner hurtigere end andre og dermed kan have åbnet for, at flere jurymedlemmer har kunnet lægge vejen forbi den danske restaurantscene.

Det siger Bent Christensen, der er redaktør på Den Danske Spiseguide og tidligere jurymedlem ved World's 50 Best Restaurants.

- Så jeg tror ikke, at det bliver negativt for Danmark, siger han.

Han fremhæver tre danske restauranter, som ifølge ham kan komme på listen. Det er Geranium, der holder til i Parken i København, Alchemist på Refshaleøen i København, og så kalder han Jordnær i Gentofte for en "dark horse".

Og det er ifølge Bent Christensen slet ikke usandsynligt med to danske restauranter i top-3.

- Det tror jeg bestemt også kan ske i år. Jeg er faktisk næsten ikke i tvivl om, at det sker, siger han og gætter på, at det bliver enten Geranium eller Alchemist, som tager førstepladsen.

Sidste år løb danske Noma med topplaceringen, mens Geranium blev nummer to.

For at undgå, at én restaurant kan dominere listen i årevis, er der en regelændring i år, som betyder, at tidligere vindere ikke igen kan blive nummer et.

- Man synes, der skal være mere fornyelse, så vores venner på Noma kan ikke vinde igen, siger Bent Christensen.

I stedet kommer de i en "Best of the Best"-kategori. Hvad det nærmere vil sige, er inden mandagens ceremoni lidt uklart.

- Selvfølgelig bliver de ikke glemt fra en dag til en anden, det gør de bestemt ikke. Der kommer til at ske et eller andet, men det er lidt kryptisk for os, hvad det bliver, siger redaktøren.

På grund af coronapandemien, der har begrænset rejseaktiviteten de seneste år, har de godt 1000 jurymedlemmer i World's 50 Best Restaurants fået lov til at stemme på op til syv lokale restauranter ud af de ti stemmer, de kan give.

Normalt har grænsen været sat ved seks lokale steder.

Pandemien og de restriktioner, som lande indførte som konsekvens, kan ifølge Bent Christensen ramme gastronomiske sværvægtslande såsom Spanien, Frankrig og Italien.

- De har været lukket meget mere ned, end vi har. De har haft færrest besøg, og hvis man ikke har haft besøg på en given periode på 18 måneder, har man et problem.

- Derfor mener jeg, vi (Danmark, red.) har en lille fordel der, siger det tidligere jurymedlem.

Uddelingen finder sted i London mandag aften.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden