Dansk stjerneinstruktør genforenes med Mads Mikkelsen i ny film

Optagelserne til historisk drama med Mads Mikkelsen begynder i efteråret. Nikolaj Arcel instruerer.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mads Mikkelsen og Nikolaj Arcel genforenes for første gang siden den internationale succes "En kongelig affære" fra 2012.

De indtager på ny henholdsvis hovedrolle og instruktørstol i en storfilm om opdyrkningen af den jyske hede.

Det skriver produktionsselskabet Zentropa i en pressemeddelelse.

Optagelserne begynder til efteråret, og Mads Mikkelsen ser frem til at gentage samarbejdet.

- Jeg havde et fantastisk samarbejde med Nikolaj Arcel på "En kongelig affære", og jeg glæder mig enormt til at arbejde sammen med ham igen, siger skuespilleren.

Filmen har arbejdstitlen "Kongens land". Den beskrives som et episk og barsk drama.

Handlingen foregår i 1755, hvor Frederik V har sat sig for, at den store jyske hede skal opdyrkes. Drømmen er mere eller mindre umulig, for heden er en ødemark hærget af ulve og lovløse.

Mads Mikkelsen spiller rollen som kaptajn Ludvig Kahlen, der beslutter sig for at gøre forsøget.

- Vi dramatiserer et vigtigt og fascinerende kapitel i danmarkshistorien, siger Mads Mikkelsen.

Han kalder samtidig historien for "lidt af et eventyr".

Instruktør Nikolaj Arcel fortæller, at biografgængerne kan se frem til at "komme helt tæt på hedens stædige pionerer og deres fjender".

Filmens anden hovedkarakter er husholdersken Ann Barbara, der søger tilflugt hos kaptajnen. Hun spilles af Amanda Collin.

- Jeg kniber mig selv i armen over at være en del af dette virkelig enestående projekt, siger Amanda Collin.

Hun er blandt andet kendt fra titelrollen i Christian Tafdrups "En frygtelig kvinde" fra 2017.

"Kongens land" er baseret på Ida Jessens bestseller "Kaptajnen og Ann Barbara" fra 2020.

Manuskriptet er skrevet af Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensen.

Sidstnævnte har arbejdet sammen med Mads Mikkelsen mange gange, senest på filmen "Retfærdighedens ryttere".

Optagelserne på "Kongens land" går i gang i september. Filmen ventes at få premiere i efteråret 2023.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.