Danmark

Danske F-35-fly har været på første vagt - og fulgte russisk fly

F-35-flyene var i marts for første gang en del af afvisningsberedskabet, hvor det fulgte russisk militærfly.

Et F-35-kampfly fra Flyvevåbnets afvisningsberedskab følger et russisk fly over Østersøen.
Et F-35-kampfly fra Flyvevåbnets afvisningsberedskab følger et russisk fly over Østersøen. Flyvevåbnet/Free

Opdateret kl. 11:47

I sidste uge blev F-35-fly for første gang brugt i det danske afvisningsberedskab.

Det oplyser Forsvaret tirsdag.

Officielt skulle F-35-flyene først tirsdag 1. april indgå i afvisningsberedskabet, der blandt andet står for at håndhæve Danmarks suverænitet.

Men allerede i sidste uge var flyene på første vagt.

Og vagten bød på en opgave med at identificere og følge et formodet russisk militærfly i Østersøen.

De danske F-35-piloter blev sendt i luften fra Fighter Wing Skrydstrup i Sønderjylland.

Da de ankom over Østersøen, kunne de ifølge Forsvaret visuelt bekræfte, at flyet, der indtil da var blevet fulgt af jordbaserede radarer, var et russisk militærfly af typen IL-20 COOT-A.

Flytypen er designet til overvågning og efterretningsindhentning.

Det russiske fly var under hele forløbet i internationalt luftrum.

De danske piloter fulgte flyet, mens det ifølge Forsvaret fløj i dansk interesseområde nær Bornholm. Herefter returnerede de danske F-35-fly til basen i Sønderjylland.

Jan Dam, der er chef for Forsvarskommandoen er stolt af, at F-35-flyene nu kan bruges til operative opgaver og ikke kun til uddannelse og træning.

- Vi har nået et punkt i indfasningen af F-35, hvor det nu ikke udelukkende drejer sig om uddannelse og træning. Nu kan flyet bidrage til løsningen af kampflyenes operative opgaver, og det er jeg naturligvis stolt af, siger han.

I en periode vil Forsvaret både bruge F-35-flyene og de oprindelige F-16-fly til at varetage afvisningsberedskabet.

Det ventes, at F-35-flyene overtager afvisningsberedskabet fuldt ud ved udgangen af 2025.

Det var i 2016, at det blev politisk besluttet, at der skulle indkøbes 27 F-35-kampfly. Det var det største materielindkøb i Forsvarets historie.

F-35-flyene produceres af den amerikanske virksomhed Lockheed Martin og benyttes af en række Nato-lande.

Aktiveringsberedskabet indebærer, at to danske piloter året rundt er klar til at gå på vingerne i hver deres fly for at hævde og håndhæve dansk suverænitet.

I år er aktiveringsberedskabet blevet aktiveret 17 gange.

En aktivering er ikke lig med en krænkelse af dansk territorium eller luftrum. I 2022 er dansk luftrum blevet krænket en enkelt gang i tidsrummet 1. januar til 10. august, mens det skete to gange i 2021, oplyser Forsvaret.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden