Danmark

Danske krigsskibe deltager i stor Nato-øvelse ud for Norge og Skotland

Fregatterne "Iver Huitfeldt" og "Absalon" deltager i øvelse, der skal træne Nato-landes missilforsvar til søs.

To danske krigsskibe deltager i en stor Nato-øvelse ud for Norges og Skotlands kyster, som varer frem til 23. maj. (Arkivfoto).
To danske krigsskibe deltager i en stor Nato-øvelse ud for Norges og Skotlands kyster, som varer frem til 23. maj. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

De to danske fregatter, Iver Huitfeldt og Absalon, deltager i en Nato-øvelse, der indledes lørdag ud for Norges og Skotlands kyster.

Det fremgår af Forsvarets hjemmeside.

Formålet med øvelsen, der er navngivet "Formidable Shield 25", er at træne Nato-landenes missilforsvar på havet.

Det handler ifølge beskrivelsen om at teste skibenes evne til at reagere på alle slags trusler fra luften - blandt andet sømålsmissiler og ballistiske missiler.

Udover danske krigsskibe deltager krigsskibe fra USA, Canada, Frankrig, Storbritannien, Norge, Belgien, Holland, Italien og Spanien.

Også en række land- og flystyrker deltager i øvelsen, men det nærmere antal fremgår ikke af nyheden.

- Øvelsen er en demonstration af Nato's kapacitet til at føre krig, opretholde et militært beredskab og være kampklar, skriver Forsvaret.

Opgaven er ifølge Forsvaret "både beskyttelse af de øvrige skibe og at sikre og beskytte områder i land via et luftforsvar, der ikke kun dækker skibene på havet".

- Ved at træne sammen med de øvrige allierede Nato-lande sikrer man evnen til at agere og operere sammen, hvis der skulle opstå en eskaleret situation, lyder det.

Øvelsen er ledet af amerikanske US Sixth Fleet, fremgår det. Men Danmark har en repræsentant i den stab, der kontrollerer og styrer øvelsen, og som har kommandoen over de deltagende skibe.

Nato-øvelsen finder sted fra lørdag og frem til 23. maj.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden