Danske Patienter om fejlamputation: Desværre ikke enestående

Patientforeningen er forarget over mulige fejlamputeringer og mener, det er symptom på et generelt problem.

Danske Patienter mener, at de mulige fejlamputationer i Region Midtjylland vidner om et generelt problem for patienter på venteliste og deres patientsikkerhed. (Arkivfoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Danske Patienter mener, at de mulige fejlamputationer i Region Midtjylland vidner om et generelt problem for patienter på venteliste og deres patientsikkerhed. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Danske Patienter er forfærdede over nyheden om, at op mod 90 patienter om året i Region Midtjylland kan have fået amputeret deres ben uden grund.

Det fortæller patientforeningens direktør, Morten Freil.

- Det er en helt forfærdelig situation for patienter, der har mistet deres førlighed på grund af ventetider i sundhedsvæsenet. Det bør slet ikke kunne forekomme, siger han.

Det er et eksempel på, at der er et misforhold mellem virkeligheden og de løfter, som sundhedsvæsenet normalt giver borgerne, mener han.

- Udmeldingen er, at hvis man er akut syg i det danske sundhedsvæsen, bliver man behandlet akut, siger Morten Freil.

- Når man kommer på en venteliste og risikerer at miste sin førlighed, er det relativt akut. Derfor skal det behandles hurtigt, som var det akut.

- Så den forestilling, der er, om at alt behandlingskrævende og alvorligt syge bliver behandlet hurtigt, er ikke korrekt. Det vidner dette eksempel tydeligt om, siger han.

Morten Freil mener desuden, at det er en problematik, man ser på flere områder. Eksempel risikerer folk med sygdom i øjnene at blive blinde, mens de venter på behandling. Og i psykiatrien kan lange ventetider ende med, at børn og unge bliver selvmordstruede, siger han.

- Alene det her eksempel vidner om en helt forkert anvendelse af ressourcerne. Når man ikke får udredt og behandlet patienterne i tide, hvorefter man skal amputere, sørge for hjælpemidler og genoptræning, er vi inde i en ond spiral, der først og fremmest har fatale konsekvenser for patienten, siger han.

Årsagen til de mulige fejlamputationer i Region Midtjylland er, at forebyggende behandlinger mod amputation på karkirurgisk afdeling generelt bliver udført for sent.

Det viser en ekstern rapport, som regionen har fået lavet. Den vidner også om generelle kapacitetsproblemer på afdelingen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.