Danske soldater træner nyt hold ukrainere i Storbritannien
I to uger har 65 danske soldater forberedt sig. I weekenden begyndte de at træne nyt hold ukrainske soldater.
Opdateret kl. 15:07
Danske soldater har taget hul på en ny omgang træning af ukrainske soldater på britisk jord.
Det skriver Forsvaret på Twitter.
Omkring 200 fremtidige ukrainske soldater får i den kommende tid træning af danske instruktører og soldater i grundlæggende soldaterfærdigheder.
Det tæller blandt andet førstehjælp og våbenhåndtering samt undervisning i krigens love. Træningen finder sted ved en kaserne i Storbritannien.
Major Franz Stærk er chef for det danske hold af 65 instruktører og soldater. De har i to uger forberedt sig, så de i weekenden kunne tage hul på træningen. Han kalder opgaven for vigtig.
- Det er en stor og spændende opgave, som det danske hold instruktører og soldater står overfor. Men vi har forberedt os godt herovre, og alle folk er klar på opgaven. Det er en vigtig opgave at få uddannet ukrainerne godt, siger han i en pressemeddelelse.
Den danske træning af ukrainske soldater foregår på britisk jord, da det er et britiskledet projekt, som Danmark har valgt at støtte. Projektet gennemføres i efteråret 2022, og dansk forsvar har allerede erfaring i projektet.
I august og september blev første danske træning af ukrainske soldater gennemført.
Det danske forsvar har flere års erfaring i at samarbejde med det ukrainske forsvar og har siden 2015 støttet træningsaktiviteter i Ukraine.
Træningen i Storbritannien viser, at de vestlige lande står sammen i støtten til Ukraine, mener generalmajor Michael Hyldgaard. Han er chef for operationsstaben i Forsvarskommandoen.
- Sammen med vores allierede har vi taget et stort ansvar for at støtte Ukraine siden Ruslands invasion i februar, siger han i pressemeddelelsen.
I september kom det frem, at ukrainske soldater også skal trænes på dansk jord.
Ukraine har sagt ja til et tilbud om træningsoperationer med afsæt i Danmark. Her skal de blandt andet have træning i minerydning.
Hvor mange der skal trænes i Danmark, hvornår og hvor det kommer til at foregå, er endnu ikke meldt ud.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.