kunst og underholdning

Dansker har instrueret nye afsnit af The Crown

To af episoderne af den nye sæson af den populære britiske serie er instrueret af May el-Toukhy.

Instruktør May El-Touky har instrueret to episoder af femte sæson af tv-serien "The Crown".
Instruktør May El-Touky har instrueret to episoder af femte sæson af tv-serien "The Crown". Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:39

Den danske instruktør og manuskriptforfatter May el-Toukhy har instrueret to episoder af den nye sæson af hitserien "The Crown", som udkommer på Netflix onsdag.

Det oplyser Nordisk Film i et opslag på filmselskabets LinkedIn-profil.

- Vi har altid vidst, at May el-Toukhy er en af sin generations største skandinaviske filmskabere, og efterspørgslen efter hende internationalt cementerer dette på fineste vis, lyder det i opslaget fra Henrik Zein, der er direktør i Nordisk Film Production.

Både herhjemme og i udlandet har May el-Toukhy de senere år høstet stor anerkendelse for sit arbejde som manuskriptforfatter og instruktør.

Blandt andet blev hun kåret som Årets Instruktør ved Robert-prisen i 2020.

Det blev hun for sin anden spillefilm "Dronningen", der også løb med titlen som Årets Bedste Danske Spillefilm.

"The Crown" har også en dronning i hovedrollen, nemlig den nu afdøde britiske monark Elizabeth ll.

Den femte sæson af "The Crown" følger kongefamilien i 1990'erne.

Dermed er der også lagt op til en udskiftning i skuespillerstaben, hvor Imelda Staunton overtager rollen som dronningen fra Olivia Coleman.

Hun er blandt andet kendt for sin rolle som den ondskabsfulde lærer Dolora Nidkjær i filmatiseringen af den femte Harry Potter-bog, "Harry Potter og Fønixordenen".

Elizabeths mand, prins Philip, bliver i denne sæson portrætteret af Jonathan Pryce. Pryce har blandt andet været med i "Game of Thrones" og "The Two Popes".

Elizabeth Debicki spiller rollen som prinsesse Diana, der i 1997 døde af sine kvæstelser efter en voldsom trafikulykke i Paris.

Serien er blandt Netflix' mest streamede serier. Sidste år vandt dens fjerde sæson 11 Emmy-priser.

Femte sæson har som nævnt premiere onsdag den 9. november.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden