Danmark

Danskernes forbrug af el slår rekord

Danskerne har i 2025 brugt mere strøm end året før. Det bidrager til den grønne omstilling, skriver Energinet.

Særligt om natten er forbruget af strøm steget det seneste år. Det skyldes blandt andet, at det er på det tidspunkt, at mange lader elbilen op. (Arkivfoto).
Særligt om natten er forbruget af strøm steget det seneste år. Det skyldes blandt andet, at det er på det tidspunkt, at mange lader elbilen op. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:57

Danskernes forbrug af elektricitet har slået rekord og ligger fem procent højere i 2025 end sidste år.

Det skriver Energinet i en pressemeddelelse.

- Det er rigtig godt, at elforbruget stiger, fordi vi skal have grøn strøm til at erstatte benzin, diesel, olie, kul, naturgas og andre fossile brændsler, lyder det i pressemeddelelsen fra Kim Willerslev Jakobsen, direktør i Energinets Systemansvar.

Det er særligt forbruget af elektricitet om natten og midt på dagen, som er steget.

Det skyldes ifølge Energinet formentlig, at flere danskere har fået elbiler, som bliver ladet op, når strømmen er billigst.

Ifølge Dansk e-Mobilitet, der er brancheorganisationen for danske og udenlandske virksomheder med interesse i elbiler, var der i oktober en halv million elbiler på de danske veje.

Det fleksible forbrug af el bidrager ifølge Energinet til den grønne omstilling.

Når forbruget i højere grad flyttes væk fra spidsbelastningsperioder og hen til timer med høj elproduktion, kan en større del af efterspørgslen dækkes af vedvarende energi frem for af fossile kraftværker.

Produktionen fra solceller er også steget i 2025, men den samlede produktion af grøn strøm fra solcelleparker og vindmøller er i årets løb faldet med 3,5 procent, lyder det.

Vindforholdene til elproduktion har nemlig været ringere i året, der er ved at være gået. Samtidig er den samlede bestand af vindmøller stort set uændret, skriver Energinet.

- Vi havde gerne set, at den grønne omstilling bare buldrede afsted af sig selv i endnu højere fart, men de senere år har det haltet lidt med elektrificeringen, siger Kim Willerslev Jakobsen.

Den øgede elektrificering i Danmark indebærer samtidig, at der er behov for at udbygge elnettet, lyder det.

Elnettet sikrer, at strøm fra vindmøller og solceller kan transporteres effektivt fra produktionen til forbrugerne.

Et stærkt elnet gør det muligt at integrere mere vedvarende energi og opretholde balancen mellem elproduktion og elforbrug.

- Den afledte effekt af, at elektrificeringen går fremad, er, at vi skal have vores fulde fokus på at udbygge nettet i en fart. Det kaster vi al vores energi ind i sammen med blandt andet aktører, distributionsselskaber og interesseorganisationer, siger Kim Willerslev Jakobsen.

Det er andet år i træk, at elforbruget i Danmark stiger.

Ifølge erhvervsorganisationen Green Power Denmark steg det samlede elforbrug sidste år med 5,1 procent.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden