Derfor opkræver Norlys din el aconto
Omkostningerne ved at fakturere bagud er større for elselskaberne, siger direktør
NORDJYLLAND: De stærkt svingende - og lige nu ganske høje - priser på el har fået mange til at undre sig over, hvorfor en del elselskaber opkræver betaling aconto i stedet for at opkræve pengene bagud, faktureret efter faktisk forbrug.
Den sidstnævnte måde at opkræve pengene på betyder, at der skal hostes op med færre penge på én gang, men når for eksempel Norlys ikke fakturerer på den måde, så er der flere grunde til det, siger direktør Mads Brøgger.
En af årsagerne til Norlys' valg er, at det vil øge virksomhedens omkostninger, hvis der skal afregnes månedsvis bagud.
- Hvis vi skulle fakturere kunder bagud, skal vi lægge pengene ud, og det koster penge at låne penge. Samtidig ville en bagudrettet betaling øge tabene for os som selskab.
- Samtidig ville en månedsvis betaling fremfor kvartalsvis øge vores udgifter til administration og PBS. De ting ville alle give øgede omkostninger, og de øgede omkostninger er der desværre kun kunderne til at betale, så det ville i sidste ende gøre det dyre at være energikunde, siger Mads Brøgger.
Han understreger også, at sådan som Norlys fakturerer, så betaler kunderne ikke tre måneder forud, men to måneder forud og en måned bagud - så i den model deles Norlys og kunderne et stykke hen ad vejen om kapitalomkostningerne. Man lægger som kunde ikke ud for alle årets måneder.
- Samtidig er det vigtigt at understrege, at vi kun har én interesse, når vi fastsætter acontoregningerne, nemlig at de ligger så tæt på kundernes reelle forbrug som muligt. Derfor justerer vi også hele tiden acontoregninger efter, hvor meget strøm kunderne bruger.
- Skulle de pludselig spare rigtig meget på strømmen, får de naturligvis pengene tilbage, når vi laver opgørelser hvert kvartal, siger Mads Brøgger.
Der findes elselskaber, der fakturerer bagud efter faktisk forbrug, så hvilken løsning, der er den bedste for dig, er selvfølgelig et individuelt spørgsmål.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.