DGI står klar med leg og bevægelse for ukrainske flygtningebørn
Sammen med landets kommuner vil DGI skabe et pusterum for ukrainske flygtninge ved at tilbyde leg og motion.

Hvis der kommer ukrainske flygtninge med børn og unge til Danmark, så står idrætsorganisationen DGI klar til at hjælpe. DGI kan tilbyde at mødes "om leg, om idræt og om det, der ikke nødvendigvis kræver, at vi forstår hinandens sprog", siger landsformanden. (Arkivfoto) Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Idrætsorganisationen DGI vil samarbejde med landets kommuner om at tilbyde leg, bevægelse og fællesskab for ukrainske flygtningebørn.
Det oplyser DGI i en pressemeddelelse.
Mange kommuner forbereder sig i disse dage på at tage imod eventuelle flygtninge fra Ukraine.
De flygter fra krigen, som blev indledt i sidste uge, da Rusland invaderede Ukraine. Siden er kampene fortsat flere steder i landet.
DGI's landsformand, Charlotte Bach Thomassen, understreger, at der fortsat er meget, man ikke ved i forhold til timing og omfang.
Men DGI føler en forpligtelse til at hjælpe, siger hun.
- Vi synes, vi har en kæmpe stor forpligtelse. Et civilsamfund bliver hårdt ramt, når kriser som den her opstår.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at byde de her mennesker velkommen og give dem mulighed for at føle sig hjemme og tilpas i trygge fællesskaber.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) sagde søndag, at der snart er tale om en halv million flygtninge.
Den danske regering planlægger ud fra, at der kommer omkring 20.000 ukrainske flygtninge til Danmark. Det kan være både for højt eller lavt sat, erkendte Tesfaye.
Der er allerede kommet nogle ukrainere til landet. Hvor mange har myndighederne ikke oplyst.
Charlotte Bach Thomassen konstaterer, at DGI - desværre - har erfaringer med at integrere flygtninge.
- Vi ved, hvordan det er at arbejde med børn og unge, som er i krise, og vi er slet ikke i tvivl om, at vi her kan gøre en rigtig stor forskel.
Hun henviser blandt andet til de syriske flygtninge, der kom til Danmark i 2015, men også de bosniere, der flygtede fra krigen i det tidligere Jugoslavien i begyndelsen af 1990'erne.
DGI vil bakke lokalforeningerne op i at sikre gode tilbud og stærk kommunikation med kommuner og skoler, som er nogle af de samfundsinstitutioner, flygtninge møder først.
- Vi har også mange instruktører, som er vant til at arbejde med målgrupper i krise, men også arbejde med leg og bevægelse og sikring af inkluderende fællesskaber.
- Vi kan tilbyde at mødes om leg, om idræt og om det, der ikke nødvendigvis kræver, at vi forstår hinandens sprog, men hvor vi kommunikerer gennem sjov og aktivitet, siger hun.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.