Danmark

Diarrévirus konstateret hos tre kvægbesætninger i Esbjerg

Danmark kan beholde status som sygdomsfri for diarrévirus, hvis smitte indhegnes i Esbjerg Kommune.

Kvæg er blevet ramt af bovin virus diarré (BVD) i tre besætninger i Esbjerg Kommune. Billedet er ikke af de pågældende dyr. (Arkivfoto).
Kvæg er blevet ramt af bovin virus diarré (BVD) i tre besætninger i Esbjerg Kommune. Billedet er ikke af de pågældende dyr. (Arkivfoto). Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:31

Et udbrud af kvægsygdommen bovin virus diarré (BVD) har ramt tre besætninger i Esbjerg Kommune.

Det skriver Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en meddelelse.

Danmark har haft sygdomsfri status i EU for virusset siden 2022, men den suspenderes nu med fundet af sygdommen.

Det betyder dog ikke, at Danmark har mistet mærkatet som sygdomsfri, der giver en række fordele for erhvervet i forhold til eksport og samhandel.

- Vi har en mulighed i EU for, at Danmark kan beholde sin status som BVD-fri. Men det kræver, at vi "indhegner" sygdommen i Esbjerg Kommune, hvor den fri status bliver suspenderet i en to måneders periode fra 31. marts til 31. maj, mens resten af landet bevarer sin BVD-fri status, forklarer veterinærdirektør Charlotte Vilstrup Castle i meddelelsen.

BVD er en smitsom virussygdom, der angriber kvæg, men som også kan angribe får og lam.

- Sygdommen kan ikke smitte mennesker, men der er tale om en alvorlig, smitsom kvægsygdom, hvor køerne kan få en akut infektion med blandt andet feber, diarré, aborter og nedgang i mælkeydelse, skriver styrelsen og tilføjer:

- Hvis en drægtig ko bliver smittet i den første del af drægtigheden, kan den føde en kronisk inficeret kalv, som kan sprede store mængder BVD-virus gennem hele dens levetid.

For at smitten ikke spredes, opfordres kvægejere til at give deres smittebeskyttelse et 360-graders servicetjek, lyder det.

Det handler ifølge Charlotte Vilstrup Castle blandt andet om at sikre, at de personer, der kommer ind i besætningen, skifter sko og tøj, inden de går ind til dyrene, og at de ikke kommer direkte fra en anden besætning.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden