Distortion vender retur og har unge uromagere i kikkerten
Gadefesten venter ingen unge, der hopper hegn som ved Tivoli og Jelling, men beder forældre tale festopførsel.

De seneste to år har Distortion været aflyst på grund af corona. Onsdag vender den store københavnske gadefest, der varer frem til søndag, retur. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Efter to års coronapause vender Distortion retur fra onsdag, og den enorme københavnske gadefest har i år oplevet en ekstra stor interesse for at sikre sig billet til særligt weekendens festafslutning.
Gadefesten har dog bidt mærke i, at især festhungrende unge har forsøgt at hoppe over hegn for at komme ind til arrangementer i Tivoli og ved Jelling Musikfestival, hvor der ellers var fyldt op.
Og derfor har Distortion særligt fokus på én gruppe i år: de unge.
- Der er nogle, som måske også har en anden type adfærd, fordi de ikke har været vant til at være på festival før.
- Den gruppe har vi øje på som en del af vores sikkerhedsplan, siger Mai Øvlisen, der er pressechef for Distortion.
Hun nævner, at det kan være grupper, der tiltrækker sig mere opmærksomhed, fordi de udviser en ekstra livlig adfærd.
- Det ville være fint, hvis forældre lige tog en snak med deres unge, nu de skal i gang med deres festivalliv for første gang, og taler om, hvordan man opfører sig ordentligt og passer på hinanden og på byen, siger Øvlisen.
Distortion har siden 2000 været en femdages-festival, der bevæger sig gennem københavnske områder med scener, musik og festglade publikummer.
I de første år var der mellem 30 og 200 deltagere ved forsamlingerne. I 2007 dukkede der over 1500 deltagere op til et arrangement, og derefter tog det fart, så der i 2011 dukkede over 100.000 op til Distortion-festen på Vesterbro.
Men det er ikke hele byen, der skal være i vild fest i fem dage. Distortion arrangerer nemlig ikke kun store koncerter på scener i aflukkede betalingsområder kaldet Distortion X, som er et nyt initiativ. Også mere rolige arrangementer er på programmet.
Eksempelvis sættes et langbord på 600 meter op på Vesterbro, hvor man kan komme til fællesspisning. Der kommer også en talesalon om, hvordan der kan skabes flere boliger på vand. Og man kan tage sin bedste firbenede ven med til hundedistortion.
- Det er en måde at skabe mere hyggelige, afslappede fester og derfor også atmosfære til gadefesterne på Vesterbro og vores havnehygge langs kanalerne om fredagen.
- Og så centrere nogle af de store fester, hvor det har en tendens til at blive lidt vildere, i et afgrænset område, hvor vi har større monitorering, siger Mai Øvlisen.
Distortion begynder onsdag den 1. juni og varer frem til søndag den 5. juni.
Blandt de store musiknavne til Distortion X-festerne kan nævnes Outlandish, Artigeardit, Pa Salieu og dj's såsom Faustix, Otto Knows og TooManyLeftHands.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.