DMI lover sommervejr i årets første efterårsweekend

Efteråret har endnu ikke meldt sin ankomst, og weekenden byder på flot vejr og 20 grader, forudser DMI.

Sommerens gode vejr varer ved i weekenden. Det regn, der kunne komme, bliver nærmest ubetydeligt, siger Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved DMI. (Arkivfoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Sommerens gode vejr varer ved i weekenden. Det regn, der kunne komme, bliver nærmest ubetydeligt, siger Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved DMI. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kalenderen skriver efterår, men sommervejret fortsætter lidt endnu, og i weekenden kommer temperaturerne til at ligge omkring 20 grader med en del sol.

Det siger Klaus Larsen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) fredag morgen.

- Det bliver en ganske pæn weekend med noget sol og i perioder også en del sol, siger han.

Man skal altså kigge langt efter bygerne i weekenden. Det betyder dog ikke, at regnen er holdt helt for døren, men den er nærmest ubetydelig, siger Klaus Larsen.

- Hvis man skal finde en enkelt byge fredag, bliver det på Bornholm, mens resten af landet også kan få en enkelt byge både lørdag og søndag. Men det er så småt, at det næsten ikke er værd at nævne, siger meteorologen.

Det gode sommervejr skyldes et lavtryk, som ifølge Klaus Larsen "ligger og hygger" ved De Britiske Øer.

- Det holder fronterne væk fra Danmark. Så ligger vi på forsiden af det, og der får man sådan en lidt halvtør øst- og sydøstlig vind med omkring 20 grader og stort set ingen byger, siger han.

Og det står altså til at beskytte det danske sommervejr et godt stykke tid endnu, forklarer Klaus Larsen.

- Det (efterårsvejret, red.) står ikke helt på programmet den første uges tid. Der holder vi fortsat cirka 20 grader og de her svage til jævne vinde.

Nætterne ser også meget pæne ud i weekenden.

- Det vil fortsætte med at blive lidt køligere i weekenden, hvor det bliver ned til omkring otte til ti grader, når det bliver koldest, siger Klaus Larsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.