Døde og magre havfugle skal undersøges: Mulig klimasammenhæng

På Fanø fandt ornitolog på en uge omkring 200 døde havfugle på en strand. Forandringer i økosystem undersøges.

Her ses nogle dages fund af de døde havfugle på Fanø. Ornitolog Kim Fischer går ofte på en strækning af stranden som en del af et privat initiativ for at at holde stranden ren. <i>Søren Vinding/Free</i>

Her ses nogle dages fund af de døde havfugle på Fanø. Ornitolog Kim Fischer går ofte på en strækning af stranden som en del af et privat initiativ for at at holde stranden ren. Søren Vinding/Free

Fund af flere døde havfugle end sædvanligt på nogle danske kyststrækninger de seneste måneder kan muligvis være forbundet til klimaforandringer.

Det siger Ib Krag Petersen, seniorrådgiver ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.

Senest har Dansk Ornitologisk Forening beskrevet, at én ornitolog i uge seks fandt cirka 200 døde havfugle på Fanø på kysten ud mod Nordsøen. Mange af dem var udmagrede ifølge ornitologen.

Den umiddelbare årsag til, at fuglene driver i land, er storme som blandt andet Malik. Stormene både presser fuglene og kan betyde, at færre døde fugle synker til bunds, forklarer Ib Krag Petersen.

Men fuglene kan allerede være svækkede på grund af forandringer i økosystemer.

- Vi mistænker, at det har noget med klimaforandringer at gøre, og at fuglene har svært ved at få den føde, som de normalt får, siger Ib Krag Petersen.

Også på en kyststrækning ved Skagen er der den seneste tid fundet mange døde havfugle, skriver Dansk Ornitologisk Forening.

Endnu er forklaringen om klimaforandringer kun en teori, som ikke endeligt er påvist, understreger seniorrådgiveren.

Men der er tale om en "plausibel" forklaring, som understøttes af fund i andre lande over de seneste måneder, lyder det.

Selv om døde fugle ikke er et uset fænomen, er omfanget af døde fugle fundet på Fanø "ret usædvanligt".

- Det antal af navnligt lomvier, som blev fundet på Fanø for nogle dage siden, er usædvanligt i Danmark og i vores omgivelser, siger Ib Krag Petersen.

- Vi ser nu, at der er landdrivninger af døde fugle ikke bare her i Danmark, men også i England, Skotland, Norge, Belgien og Holland.

- Det er noget, som vi samarbejder imellem landene om at prøve at finde årsagen til.

Ib Krag Petersen skal nu være med til at undersøge fuglene på et laboratorie. Her undersøges de for blandt andet fugleinfluenza og for, om de generelt er svækkede.

Han fortæller, at nyligt fundne havfugle i Norge ikke havde fugleinfluenza.

I efteråret 2007 drev flere hundrede døde alkefugle i land i Danmark ifølge Dansk Ornitologisk Forening.

Havfugle er fugle tilpasset havmiljøer. De kan i perioder være mere eller mindre uafhængige af land.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.