DR-ansatte genoptager arbejdet efter fyringsprotest

47 ansatte i DR fik tirsdag besked om, at de skal afskediges. Kolleger nedlagde arbejdet i protest.

DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, sagde tirsdag eftermiddag, at det ikke var intentionen "at putte med" de store forandringer hos koncernen. 47 medarbejdere fik besked på, at de afskediges. (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, sagde tirsdag eftermiddag, at det ikke var intentionen "at putte med" de store forandringer hos koncernen. 47 medarbejdere fik besked på, at de afskediges. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

De ansatte under DR Kultur, Børn og Unge, som valgte at nedlægge arbejdet tirsdag i protest mod en større fyringsrunde, har onsdag valgt at genoptage arbejdet.

Det bekræfter DR over for Ritzau.

En gruppe ansatte hos mediet valgte tirsdag i fællesskab at skrive et brev som reaktion på, at 47 medarbejdere fik besked om, at de skal afskediges.

- Der er slået alvorlige skår i tilliden til ledelsen og dens mulighed for at sikre fremtiden for hele organisationen, skrev medarbejdere i DR-afdelingerne Kultur og Debat Lyd, Bred Kultur og Fakta og Specialiseret Kultur og Tro i en udtalelse.

14 af afskedigelserne skal finde sted i DR Nyheder, mens 33 sker i afdelingen Kultur, Børn og Unge. Det var tidligere lagt op til 60-70 afskedigelser.

Afdelingen står blandt andet for radiokanalen P3, kultur- og debatstoffet på radiokanalen P1 samt programmerne "Detektor" og "Debatten".

DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, sagde tirsdag i en skriftlig udtalelse, at det ikke på noget tidspunkt har været intentionen "at putte med" de store forandringer i koncernen.

- Når det er sagt, så foregår kommunikation på modtagernes præmisser, og vi kan konstatere, at vores budskaber ikke er kommet klart igennem, lød det tirsdag eftermiddag.

Afskedigelserne sker, som følge af at DR vil bruge færre penge på det, som mediet kalder indholds- og programproduktion.

I stedet vil man bruge flere penge på DR Lyd og DR TV.

De varslede ændringer på de indre linjer har ikke kun konsekvenser for de ansatte. Programfladen hos DR ændres også.

Aktualitetsprogrammet "Deadline" skal efter årsskiftet udkomme færre gange om ugen på flow-tv og målrettes digital brug.

Derudover skal radioprogrammet "Orientering" på P1 udkomme i et nyt format målrettet digital brug og med færre minutter på flow-radio. Det sker fra det nye år.

Det er også besluttet, at faktatjekprogrammet "Detektor" lukkes helt fra 1. oktober. Det skal erstattes af en ny kulturpodcast.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.