DR-redaktion i Aarhus nedlægger arbejdet efter fyringsrunde

Ledelsens mål hænger ikke sammen med personaleændringer, mener Aarhus-ansatte på indlandsredaktion i DR.

I alt fik 47 medarbejdere tirsdag at vide, at DR vil afskedige dem. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

I alt fik 47 medarbejdere tirsdag at vide, at DR vil afskedige dem. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De ansatte på DR's indlandsredaktion med base i Aarhus nedlægger arbejdet frem til torsdag morgen.

Det meddeler medarbejderne onsdag i en udtalelse ifølge fagbladet Journalisten.

Det sker efter en DR-fyringsrunde, som også har ramt redaktionen i Aarhus.

- 19 fastansatte bliver reduceret til 12. Desuden er der i forvejen fem ubesatte stillinger. Flere TBA'er (tidsbegrænsede ansatte, red.) og freelancere risikerer også at skulle forlade redaktionen, skriver medarbejderne ifølge fagbladet.

- Det hænger dårligt sammen med de mål, som ledelsen kom med, da indlandsredaktionen blev stiftet.

De ansatte på indlandsredaktionen i Aarhus er ikke de første i DR, som nedlægger arbejdet efter fyringsrunden.

Tirsdag til onsdag morgen nedlagde de ansatte under afdelingen DR Kultur, Børn og Unge arbejdet i protest mod de omfattende ændringer i DR.

Ændringerne betød tirsdag, at 14 ansatte i DR Nyheder og 33 ansatte i Kultur, Børn og Unge fik at vide, at DR vil afskedige dem.

Redaktionen i Aarhus hører under DR Nyheder og er ifølge Journalistens oplysninger en af de hårdest ramte.

DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, sagde tirsdag i en skriftlig udtalelse, at det ikke på noget tidspunkt har været intentionen "at putte med" de store forandringer i koncernen - heller ikke, at de kunne føre til afskedigelser.

- Når det er sagt, så foregår kommunikation på modtagernes præmisser, og vi kan konstatere, at vores budskaber ikke er kommet klart igennem, lød det tirsdag eftermiddag.

Forandringerne medfører ifølge DR et større fokus på det digitale. Der sker også flere ændringer i kendte programmer som "Detektor", der stopper.

Imens skal "Deadline" fremover udkomme færre gange på flow-tv. Det skal udkomme i et nyt og opdateret format målrettet digital brug.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.