22 tidligere medlemmer af DR Pigekoret får erstatning

22 tidligere medlemmer af DR Pigekoret kan få erstatning på 25.000 kroner af DR efter krænkelsessager i koret.

I november sidste år holdt DR en pressebriefing om advokatundersøgelsen af forholdene i DR Pigekoret. Her gav DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, en undskyldning til de tidligere kormedlemmer. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

I november sidste år holdt DR en pressebriefing om advokatundersøgelsen af forholdene i DR Pigekoret. Her gav DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, en undskyldning til de tidligere kormedlemmer. Philip Davali/Ritzau Scanpix

22 tidligere medlemmer af DR Pigekoret får hver 25.000 kroner i erstatning af DR på grund af krænkende adfærd i koret.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

I november sidste år fremlagde DR en ekstern advokatundersøgelse af forholdene i DR Pigekoret.

DR påtog sig på det tidspunkt det fulde ansvar på institutionens vegne, undskyldte over for de tidligere medlemmer af koret og bad advokater undersøge, om DR havde erstatningsansvar.

Advokaterne er nået frem til, at der i 22 ud af 64 tilfælde, hvor der har været udvist krænkende adfærd i form af seksuel chikane, er grundlag for at udbetale erstatning.

Det er advokatfirmaet Norrbom Vinding, der har lavet undersøgelsen.

Firmaet har gennemgået retspraksis og fundet ud af, at erstatningen til de 22 tidligere kormedlemmer kan udmåles mellem 5000 og 25.000 kroner. DR har altså valgt at betale den højest mulige erstatning.

I pressemeddelelsen lyder det, at DR kun kan betale erstatning i de tilfælde, hvor en række betingelser er opfyldt.

Derfor er der nogle af de tidligere kormedlemmer, som ikke er berettiget til erstatning.

Det kan eksempelvis være på grund af krænkelsernes karakter. Det kan også være, fordi kormedlemmet var fyldt 18 år, da krænkelserne fandt sted.

Henrik Bo Nielsen, der er DR's direktør for Kultur, Børn og Unge, siger, at sagen om DR Pigekoret er et meget alvorligt kapitel i DR's historie.

- Alle, der har været tæt på sagen, har mærket den belastning, som det har været for kvinderne - dels at være blevet krænket og dels at opleve det hele forfra.

- Jeg har læst flere tusinde siders beretninger om, hvad kvinderne har gennemlevet, og selv om krænkelserne er sket for mange år siden, står de stadig lyslevende for kvinderne, siger han i pressemeddelelsen.

Det er op til kvinderne selv, om de vil tage imod erstatningen.

Advokatundersøgelsen af DR Pigekoret, der blev fremlagt i november sidste år, konkluderede, at mindst 64 i pigekoret havde været udsat for krænkende adfærd, og at det var seks voksne, der stod bag adfærden.

Krænkelserne, der er med i rapporten, går frem til 2010. I langt de fleste tilfælde er der tale om forhold, der ligger 20 til 50 år tilbage i tiden. "Nogle" går tilbage til 2000'erne.

Den krænkende adfærd var blandt andet "fysiske tilnærmelser af varierende karakter". Det var eksempelvis berøringer af "intime steder", "ufrivillige kys, herunder gentagne og langvarige tungekys" og adfærd af "endnu grovere karakter", lød det i advokatundersøgelsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.