Danmark

DR vil gøre danskerne stolte med topplacering i Eurovision

DR's grandprixboss, Erik Struve Hansen, er kommet til Wien for at vinde Eurovision og gøre danskerne stolte.

Glassene smadrede, da den danske delegation jublede i ekstase over, at Søren Torpegaard Lund torsdag gik videre til Eurovision-finalen, som løber af stablen lørdag.
Glassene smadrede, da den danske delegation jublede i ekstase over, at Søren Torpegaard Lund torsdag gik videre til Eurovision-finalen, som løber af stablen lørdag. Lisa Leutner/Reuters

Sidste år sang Sissal Danmark ud af et musikalsk dødvande, da hun kvalificerede Danmark til den første Eurovision-finale i seks år og endte på en samlet 23.-plads.

I år drømmer DR om at trumfe 23.-pladsen og tror på, at det kan ske med årets Eurovision-håb, Søren Torpegaard Lund, som er finaleklar med nummeret "Før vi går hjem".

- Vi kommer for at vinde. Men jeg håber, at vi gør danskerne stolte, og at vi leverer det bedste resultat i min periode (som grandprixchef, red.) - og gerne siden Emmelie de Forest - og kommer i top-fem, siger Erik Struve Hansen.

Det er 13 år siden, at Danmark sidst vandt Eurovision.

Jo tættere grandprixet har nærmet sig, desto større er håbet blevet for at gentage succesen.

- Lige efter Søren havde vundet det danske melodigrandprix, startede jeg ud med at sige, at jeg var sikker på, at vi ville komme i top-15. Så blev det til, at jeg meget gerne ville have, at vi kom på venstre side af pointavlen.

Det vil sige minimum en 13.-plads ud af de 25 finaleklare lande i årets grandprix.

- Nu må det meget gerne leve op til alle de fanafstemninger, bookmakere og spådomme, der har været, og komme i top-10. Men vi kommer for at vinde, gentager han.

- Så jeg håber i hvert fald på top-5.

Søren Torpegaard Lund tror ikke, at nogen deltager i Eurovision uden at tænke på at vinde hele konkurrencen.

- Men det er samtidig heller ikke på nogen måde et succeskriterie, understreger han.

- Jeg er til Eurovision for at tage del i noget, som jeg er enormt stolt af. Så ligegyldigt hvad der sker, så kommer jeg til at være ovenud lykkelig og stolt.

Uanset hvad resultatet bliver, vil Erik Struve Hansen allerede kalde årets Eurovision for en succes.

- Jeg er superlettet, superglad og superstolt af Søren og Danmark og af det hold, der har lavet det.

Eurovision-finalen sendes på DR1 lørdag aften klokken 21.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden