samfund

Dronning Margrethe abdicerer efter 52 år

Dronning Margrethe har fået 52 år som Danmarks dronning og overlader tronen til sin ældste søn.

Dronning Margrethe II træder af og overlader tronen til sin søn.
Dronning Margrethe II træder af og overlader tronen til sin søn. Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:45

Dronning Margrethe træder tilbage som Danmarks regent 14. januar 2024, siger hun i sin nytårstale.

- Jeg overlader tronen til min søn kronprins Frederik, siger dronningen.

Dermed har hun haft 52 år som statsoverhoved for Danmark.

Dronningen blev i løbet af 2023 opereret i ryggen, og det gav anledning til at overveje, om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til næste generation, siger hun i nytårstalen.

- I februar i år gennemgik jeg en omfattende rygoperation. Den forløb godt, takket være det dygtige sundhedspersonale, der tog sig af mig.

- Operationen gav naturligvis også anledning til at gøre sig tanker om fremtiden – om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til den næste generation.

- Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Den 14. januar 2024 – 52 år efter jeg efterfulgte min elskede far – vil jeg træde tilbage som Danmarks dronning.

- Jeg overlader tronen til min søn kronprins Frederik, siger dronning Margrethe.

Dronningen takker herefter for den "overvældende varme og støtte", som hun har modtaget gennem årene.

Hun sender herunder en tak til de skiftende regeringer, "som det altid har været givende at arbejde sammen med, og til Folketinget, som altid har mødt mig med tillid".

- Det er mit håb, at det nye kongepar vil blive mødt med den samme tillid og hengivenhed, som er blevet mig til del, siger hun.

Dronning Margrethe er 83 år. Hun blev dronning som 31-årig, da hendes far, Frederik 9., døde i 1972.

Når hun trækker sig, bliver 55-årige kronprins Frederik konge, og hans hustru, kronprinsesse Mary, får titel af dronning.

Sidste gang en tilsvarende stor nyhed blev leveret af dronningen i hendes nytårstale var i 2015, da meddelte, at prins Henrik ville trække fra sine offentlige pligter og lade sig pensionere.

Statsminister Mette Frederiksen er hurtigt ude med en hilsen til den afgående majestæt. 

- Jeg vil gerne på hele befolkningens vegne rette en dybfølt tak til Hendes Majestæt Dronningen for hendes livslange dedikation og utrættelige indsats for Kongeriget.

Sådan lyder det i en skriftlig udtalelse fra statsminister Mette Frederiksen (S), som Statsministeriet har udsendt.

- Selv om pligten og hvervet som regent er gået i arv i mere end 1000 år, så er det alligevel svært at begribe, at tiden nu er inde til et tronskifte, lyder det desuden fra statsministeren, der fortsætter: 

- Mange af os har aldrig kendt en anden regent. Dronning Margrethe er indbegrebet af Danmark og har gennem alle årene sat ord og følelser på, hvem vi er som folk og som nation.

Kronprins Frederik vil få titlen kong Frederik 10., når han 14. januar tager over, efter at dronning Margrethe abdicerer.

Dronning Margrethe vil fremover fortsat blive tituleret som Hendes Majestæt, skriver Statsministeriet på sin hjemmeside.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden