Danmark

DSB indsætter ekstra vogne til guldfejringen i København

DSB forventer stort rykind på Rådhuspladsen og indsætter ekstra vogne med plads til flere tusinde passagerer.

Det er ikke første gang, at håndboldherrerne bliver fejret som nybagte verdensmestre på Københavns Rådhus. Her er det billeder fra 2019, hvor blandt andre Henrik Møllgaard og Mikkel Hansen viser pokalen frem. (Arkivfoto).
Det er ikke første gang, at håndboldherrerne bliver fejret som nybagte verdensmestre på Københavns Rådhus. Her er det billeder fra 2019, hvor blandt andre Henrik Møllgaard og Mikkel Hansen viser pokalen frem. (Arkivfoto). Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:46

Der bliver formentlig trængsel på og omkring Rådhuspladsen i København i eftermiddag, når håndboldherrerne kigger forbi for at blive hyldet for det fjerde VM-guld i træk.

Derfor har DSB besluttet sig for at indsætte ekstra togvogne i timerne før og efter fejringen.

Det skal sikre, at der er sæder til alle, der vil ind til hovedstaden for at deltage.

Det gælder for S-togene, men også en række fjern- og Intercity-tog, fortæller informationschef Tony Bispeskov.

- For S-togenes vedkommende handler det om, at vi egentlig bare udvider den normale myldretid, så vi kører med maksimal længde på togene.

- Når det gælder de øvrige tog, sætter vi ekstra vogne ind, hvor det er muligt. Det giver omkring 1000 ekstra pladser, siger han.

DSB har erfaring for, at lignende begivenheder - på trods af at de opstår med kort varsel - sagtens kan trække mange tusinde ekstra rejsende.

- Det er jo ved at blive en god tradition, at håndboldherrerne fylder Rådhuspladsen, og vi så det også i forbindelse med tronskiftet sidste år.

- Så vi er ikke helt uforberedte på, at trafikmønstret kan ende med at blive et helt andet, end vi er vant til på en almindelig mandag.

- Og selv om der altid kan blive tryk på, så forventer vi, at togtrafikken kan afvikles i god ro og orden, siger Tony Bispeskov.

Landsholdets fly fra Oslo lander i Kastrup 15.10. Spillerne forventes at ankomme til Københavns Rådhus klokken 16.30, og omkring 17.15 bliver spillerne hyldet på rådhusets balkon.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden