DSB sætter vagter på 29 hovedstadsstationer - skal øge trygheden

29 udvalgte togstationer vil dagligt få besøg af vagter. Det sker som led i regeringens tryghedspakke.

DSB har indsat en vagtpatruljer, der dagligt skal være til stede på 29 togstationer i hovedstadsområdet. Initiativet skal øge trygheden for passagerer og medarbejdere. (Arkivfoto). <i>Martin Sylvest/Ritzau Scanpix</i>

DSB har indsat en vagtpatruljer, der dagligt skal være til stede på 29 togstationer i hovedstadsområdet. Initiativet skal øge trygheden for passagerer og medarbejdere. (Arkivfoto). Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Fra mandag har pendlere kunnet støde på vagter ved en række S-togsstationer.

DSB har nemlig indført en vagtordning i hovedstadsområdet. Det sker som følge af regeringens tryghedspakke, der blev vedtaget i november sidste år, og hvor 12 initiativer skal øge trygheden i det offentlige rum.

På togstationerne betyder det blandt andet, at en række vagter dagligt vil patruljere på 29 stationer på. De ligger primært på strækningerne København H til Køge og København H til Høje Taastrup.

- Vi ved fra kundemålinger, at trygheden på stationerne betyder rigtig meget for vores kunder, siger Lars Gøtke, som er underdirektør i DSB Ejendomme.

På yderligere 13 stationer vil vagterne kunne blive sendt ud, hvis der opstår behov. Om aftenen og natten er vagtholdene størst.

- Vi har kunnet se, hvilke stationer der er mest udsatte. Her kommer vagterne til at rundere på forskellige ruter, siger underdirektøren.

Lars Gøtke og DSB har ikke opgørelser over, hvor meget utryghedsskabende adfærd, der foregår på hovedstadens stationer.

Men trygheden er vigtig for kunderne og for De Danske Statsbaners medarbejdere, fortæller underdirektøren.

Ud over vagterne vil DSB også øge bemandingen i sin overvågningsafdeling. Her vil fremover være to ansatte døgnet rundt til at varetage videoovervågningsopgaver.

Det sker, samtidig med at stationernes overvågningskameraer får en overhaling. 700 nye kameraer skal sættes op på 46 stationer for at øge kvaliteten.

Hele pakken koster DSB 24 millioner kroner om året. Selskabet vil løbende lave evalueringer og justeringer af vagtordningen.

- Udgangspunktet er, at vagtordningen er noget, vi fortsætter med fremover. Hvis det viser sig, at vi skal skalere op eller ned i antallet af vagter og stationer, må vi kigge ind i, hvordan tingene udvikler sig, siger Lars Gøtke.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.