detailhandel

Dyrere fødevarer øger tilbudsjagt og bevidsthed om madspild

Tilbudsplatformen minetilbud.dk havde i sidste uge 40 procent flere besøg end samme periode sidste år.

Stigende priser på fødevarer har øget forbrugernes interesse for at finde tilbud og minimere madspild (Arkivfoto).
Stigende priser på fødevarer har øget forbrugernes interesse for at finde tilbud og minimere madspild (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Prisstigninger på fødevarer har intensiveret forbrugernes jagt på tilbud i supermarkederne.

Tilbudsplatformen minetilbud.dk har i sidste uge haft 40 procent flere besøg end samme periode sidste år.

Minetilbud.dk er en hjemmeside, hvor forbrugere blandt andet kan sammenligne priser på fødevarer i butikkernes tilbudsaviser.

Ifølge forbrugerøkonom ved Nordea Ida Marie Moesby er danskerne generelt begyndt at holde mere øje med tilbud efter priserne på fødevarer har taget et hop opad.

- Danskerne holder endnu mere øje med tilbud nu, end de plejede at gøre. Jeg tror, at der er mange, der ikke plejede at holde så meget øje, der er begyndt at fokusere på det nu, siger hun.

Ifølge Ida Marie Moesby er det ikke kun gode tilbud danskerne har fået næse for som følge af prisstigningerne.

- Vi kan også se, at interessen for at minimere madspild er stigende. Det er både godt for miljøet og pengepungen, nu hvor priserne er så høje, som de er, siger hun.

Forbrugerne kan blive nødsaget til forholde sig tålmodige de kommende måneder. Ifølge Ida Marie Moesby er det høje prisniveau ikke noget, der står til at falde lige med det samme.

- Jeg tror desværre, at vi skal vænne os til, at priserne er ret høje. Min anbefaling vil være, at man ruster sin økonomi til, at de høje priser varer ved et godt stykke tid.

- Hvornår priserne falder igen afhænger af krigens udvikling i Ukraine. Man skal regne med, at priserne kan forblive høje i hvert fald et halvt års tid endnu, siger hun.

En opgørelse fra Danmarks Statistik viste den 14. marts, at fødevarepriserne på et år var steget med 5,7 procent.

Det svarer til, at en familie med et madbudget på 5000 kroner om måneden skal have 285 kroner ekstra op ad lommen for at købe de samme varer, de plejer.

De stigende priser på fødevarer sker ifølge Ida Marie Moesby på grund af krigen i Ukraine, stigende energipriser og global varemangel som følge af coronapandemien.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden