Login-problemer lagde e-Boks ned i otte timer
Det er torsdag aften igen muligt at logge på Danmarks digitale postkasse efter et nedbrud.

E-boks var en stor del af torsdagen ramt af nedbrud både på app og web. (Arkivfoto). Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Det skulle igen være muligt at logge på e-Boks efter et længerevarende nedbrud. Det oplyser tjenesten torsdag aften.
- Der kan forekomme noget ustabilitet, men det ser ud, som om vi er på vej op igen både på web og app, siger kommunikationschef i e-Boks Susanne Søndahl Wolff kort efter klokken 20.
E-Boks blev ramt af et nedbrud ved 12-tiden på grund af problemer med at logge ind.
- Der har været en opdatering, og i den forbindelse er der opstået en fejl, som gør, at brugerne ikke kan logge ind på e-Boks, siger kommunikationschef i e-Boks Susanne Søndahl Wolff.
Onsdag var der også problemer med at tilgå Digital Post hos mit.dk, e-Boks og øvrige platforme. Det problem var løst onsdag eftermiddag af Digitaliseringsstyrelsen, skrev ITWatch onsdag.
- Udfordringen på e-Boks var afledt af en ændring i Digital Post-løsningen i forbindelse med en planlagt opgradering onsdag aften, oplyser Digitaliseringsstyrelsen.
E-Boks er en platform til digital post mellem private, virksomheder og myndigheder. Tjenesten betjener 5,8 millioner brugere i Danmark og involverer både private brugere og virksomhedsbrugere.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.