Eksperter venter masser af corona til sommer: Smitten er udbredt

En ny variant giver stigende coronatal, og sommeren vil blive præget af en del smittede, mener professor.

- Livet skal jo leves, men sommerbegivenhederne vil helt klart bidrage til smittespredning, siger professor Hans Jørn Kolmos. (Arkivfoto). <i>Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix</i>

- Livet skal jo leves, men sommerbegivenhederne vil helt klart bidrage til smittespredning, siger professor Hans Jørn Kolmos. (Arkivfoto). Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Forestillingen om en stort set coronafri sommer er nu bristet. Men heldigvis er der ikke så mange alvorligt syge.

Sådan lyder det fra professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos, mens smittetallene stiger, og omikron-undervarianten BA.5 vinder frem.

- Vi ser en meget udbredt smitte i øjeblikket. Man har normalt sagt, at sommeren er mere eller mindre coronafri. Men det er den altså ikke i år, siger han.

Den smitsomme BA.5- variant udgør nu over 50 procent af tilfældene i Danmark og er dominerende.

Kontakttallet generelt for corona beregnes til 1,1. Dermed giver 10 personer gennemsnitligt smitten videre til 11.

- Vi må erkende, at det her er blevet en sommersygdom - en sommerinfluenza - men til gengæld bliver folk ikke så voldsomt syge af det, påpeger Kolmos.

I de daglige coronasmittetal tirsdag var der 2141 bekræftede tilfælde blandt 10.428 PCR-prøver. Seks personer ligger på intensiv.

Lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet Viggo Andreasen mener også, at en hel del vil blive smittet. Men smittebilledet er behæftet med noget usikkerhed.

- BA.5 er dygtigere til at undgå vores immunbeskyttelse, så en meget stor del af befolkningen kan blive smittet med varianten, siger Andreasen.

- Men det er svært helt at bedømme, hvor mange der er smittede aktuelt, da vi ikke tester så meget.

Onsdag holder Statsministeriet pressemøde om de kommende måneders coronahåndtering. Det ventes ifølge Ritzaus oplysninger både at handle om vaccinations- og testplaner.

Sundhedsminister Magnus Heunicke har tidligere sagt til DR, at det "overhovedet ikke er på tale", at der skal indføres restriktioner over sommeren.

I forlængelse heraf mener Hans Jørn Kolmos ikke, at folk skal på tage på festivaler, flyrejser og andet med dårlig samvittighed.

- Livet skal jo leves, men sommerbegivenhederne vil helt klart bidrage til smittespredning, siger han.

Så man bør reagere, hvis man har symptomer og for eksempel skal ses med ældre, mener han.

- Vi kan nok ikke undgå, at det her virus spreder sig i samfundet, men de, der tager på festival, er trods alt yngre individer, siger Kolmos.

Han påpeger, at det under alle omstændigheder er vigtigt at huske hygiejnen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden