Elizabeths begravelse bliver uden kronprinsesse Mary

Fejl i det britiske udenrigsministerium betyder, at kronprinsesse Mary alligevel ikke skal til statsbegravelse

Briter står i disse dage i lange køer for at få mulighed for at sige et sidste farvel til dronning Elizabeth II, der ligger i Westminster Hall frem til statsbegravelsen mandag. Først blev det meldt ud, at dronning Margrethe skulle deltage i ceremonien mandag med kronprinsparret, men kronprinsesse Mary er alligevel ikke inviteret med. Forvirringen skyldes en fejl i invitationen fra det britiske udenrigsministerium. <i>Pool/Reuters</i>

Briter står i disse dage i lange køer for at få mulighed for at sige et sidste farvel til dronning Elizabeth II, der ligger i Westminster Hall frem til statsbegravelsen mandag. Først blev det meldt ud, at dronning Margrethe skulle deltage i ceremonien mandag med kronprinsparret, men kronprinsesse Mary er alligevel ikke inviteret med. Forvirringen skyldes en fejl i invitationen fra det britiske udenrigsministerium. Pool/Reuters

Kronprinsesse Mary rejser alligevel ikke med til London for at deltage i begravelsen af dronning Elizabeth mandag. Det skyldes en protokolfejl, oplyser Kongehuset.

Fejlen ligger hos det britiske udenrigsministerium.

- Der er sket en beklagelig fejl i invitationen fra det britiske udenrigsministeriums protokol, oplyser Kongehusets kommunikationsafdeling i en mail.

- Det er således alene dronningen og kronprinsen, der fra dansk side deltager i dronning Elizabeth II's statsbegravelse på mandag, lyder det videre.

For få dage siden lød det ellers, at kronprinsesse Mary også skulle deltage ved britiske dronning Elizabeths begravelse i London.

Elizabeth nåede at sidde på tronen i 70 år - siden 1952. Det gjorde hende til den længst siddende monark i Storbritanniens historie. Hun blev 96 år.

Nu er det den danske dronning, som er den længst siddende nulevende regent i verden. Den 14. januar havde hun været regent i 50 år.

Dronning Elizabeths begravelse finder sted i kirken Westminster Abbey i London. Det var også her, at dronning Elizabeths mor i 2002 fik sin offentlige begravelse.

Og det er samme kirke, som dronning Elizabeth i 1947 blev gift med prins Philip i.

Over 2000 gæster ventes at være til stede i den historiske domkirke Westminster Abbey. Det britiske kongehus har dog ikke offentliggjort en officiel gæsteliste.

Flere end 100 konger, dronninger, statsoverhoveder og andre højtprofilerede gæster menes dog at ville deltage i begravelsen.

Foruden gæster fra Europas royale familier kommer også Japans kejser og kejserinde, ligesom USA's præsident, Joe Biden, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Canadas premierminister, Justin Trudeau, har bekræftet, at de deltager.

I dagene frem til begravelsen kan briter og andre tilrejsende sige et sidste farvel til dronningen ved hendes lukkede båre i Westminster Hall.

Det har tusindvis og atter tusindvis af mennesker tænkt sig at gøre. Så sent som fredag formiddag er køen for at komme ind og ære dronningens minde blevet lukket i seks timer.

Køen var nået op på cirka otte kilometer - og 14 timers ventetid, og derfor besluttede myndighederne at sætte muligheden for at stille sig i kø på pause.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden