Endnu en person i Danmark er fundet smittet med abekopper

Sundhedsministeren oplyser fredag, at det tredje tilfælde af abekopper er opdaget i Danmark.

Et tredje tilfælde af abekopper er fredag blevet registreret i det danske sundhedsvæsen. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til Ritzau.

- Vi er nu oppe på tre tilfælde i Danmark. Vi har faktisk fundet fire i alt, men det var en svensk statsborger. Så det tæller med i den svenske opgørelse. Så der er tre danskere, der er smittet med abekopper, siger ministeren.

Han oplyser, at det nyeste tilfælde - ligesom de seneste to tilfælde - er smittet i udlandet og så rejst til Danmark.

- Vi har endnu ikke set smitte ske i Danmark, men myndighedernes forventning er, at det vil vi altså også se i den kommende tid. Det er i hvert fald meget sandsynligt, at det vil ske, siger Magnus Heunicke.

Sundhedsministeren oplyser derudover, at Styrelsen for Patientsikkerhed også denne gang har igangsat smitteopsporing, og at der inddæmmes eventuelle smittekæder.

Det første tilfælde af abekopper i Danmark blev bekræftet den 23. maj. Det andet blev bekræftet den 24 maj.

Ifølge ministeren er abekopper en velkendt sygdom, som også har nogle fællestræk med corona.

- Det er en sygdom, der kommer fra dyr, og som smitter mennesker. Vi ved, at sygdomme, der kommer fra dyr og smitter mennesker, og som også muterer, de kan give udfordringer, siger Magnus Heunicke.

- Derfor er vi meget, meget opmærksomme på det i Danmark. Det er sådan set hele verden, der er opmærksomme på det.

Det tyder på indtil nu, at de tilfælde vi har, de stammer primært fra den samme smittekilde, som formentlig er det, der hedder en kæmperotte i Vestafrika.

- Én rotte, som altså har smittet ét menneske. Formentlig ved at man har spist den og derefter har smittet videre. Det er det, vores eksperter siger, forklarer ministeren.

Han oplyser, at sygdommen abekopper ikke er luftbåren, men i stedet primært smitter ved berøring eller "hvis man deler tøj og sådan noget", og først når man har symptomerne.

De typiske symptomer er væskeblærer på kroppen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden