pandemi

989 er indlagt med corona - knap halvdelen grundet andre sygdomme

På en måned er antallet af coronaindlagte faldet fra 1644 til 989. Under halvdelen skyldes covid-19.

Antallet af coronarelaterede indlæggelser falder og er nu under 1000, fremgår det af de seneste nøgletal fra Statens Serum Institut. (Arkivfoto).
Antallet af coronarelaterede indlæggelser falder og er nu under 1000, fremgår det af de seneste nøgletal fra Statens Serum Institut. (Arkivfoto). ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:07

Antallet af coronapatienter på de danske sygehuse er nu 989, fremgår det af de seneste tal fra Statens Serum Institut.

Dermed fortsætter antallet af indlagte med covid-19 med at falde.

For bare en måned siden var der til sammenligning 1644 coronaindlagte.

Under halvdelen af patienterne er nu indlagt på grund af covid-19. I uge 11 var det 47 procent.

I den anden halvdel af tilfældene skyldes indlæggelserne andre sygdomme.

Det fremgår af den seneste tendensrapport fra seruminstituttet.

Rapporten er bagudskuende, så tallene er en uge til halvanden gamle.

Men tendensen er klar: Der ses et faldende antal nye coronatilfælde i alle landets fem regioner.

I uge 12 blev der for eksempel registreret 35.377 nye smittetilfælde. Det var i uge 13 reduceret til 22.856.

Med til billedet hører, at der også er færre, der bliver testet for coronavirus.

Men tendensen med faldende smitte bekræftes af noget, der ikke påvirkes af antallet af test: Spildevandsprøver.

Her udtager man prøver fra over 200 rensningsanlæg landet over for at følge niveauet af covid-19 smitte i afføring.

Og hele vejen rundt ser man et faldende niveau af virus i spildevandet.

Det seneste døgn er der kommet svar på 18.838 PCR-prøver. Det er den prøveform, hvor man bliver podet i svælget.

I starten af marts var der til sammenligning dagligt svar på op mod 70.000-80.000 PCR-prøver.

Siden er anbefalingerne, om hvem der bør lade sig teste for covid-19, ændret.

Fra 10. marts ændrede Sundhedsstyrelsen anbefalingerne for, hvem der bør blive testet.

Eksempelvis anbefales personer nu kun at blive testet, hvis personen får symptomer på covid-19, føler sig syg og er i øget risiko for et alvorligt forløb.

Personer skal ikke længere lade sig teste, hvis man bor sammen med en smittet person, eller hvis der på anden vis har været kontakt med en smittet person.

Også testkapaciteten er gradvist blevet skruet ned.

Mandag oplyste Styrelsen for Forsyningssikkerhed, at den daglige kapacitet til PCR-test er justeret ned fra 100.000 til 40.000.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden