Danmark

Færre mennesker med handicap får bevilget personlig hjælper

Danske Handicaporganisationer mener, at kommuner sparer på hjælperordning. Men kommunerne afviser kritikken.

Personer med handicap får ikke i alle tilfælde den rette hjælp, fordi kommunerne sparer, lyder kritikken fra Danske Handicaporganisationer. (Arkivfoto).
Personer med handicap får ikke i alle tilfælde den rette hjælp, fordi kommunerne sparer, lyder kritikken fra Danske Handicaporganisationer. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Færre personer med handicap får bevilget en personlig hjælper under den såkaldte BPA-ordning (brugerstyret personlig assistent, red.).

Det skriver DR Nyheder.

Fra 2018 til 2024 er antallet af modtagere faldet fra 1615 til 1480 på landsplan.

Det vækker kritik fra Danske Handicaporganisationer, hvor formand Thorkild Olesen kalder det "en voldsom nedgang" og "et ønske fra kommunerne om at splitte ordningen ad i atomer".

BPA-ordningen er ifølge formanden kendetegnet ved, at modtagerne kan passe et arbejde eller tage en uddannelse.

Det er ifølge Thorkild Olesen en forringelse, hvis modtagerne i stedet skal nøjes med hjemmehjælp.

Hjemmehjælpen kommer, når de har tid, mens modtagere af en BPA-hjælper får hjælp, når borgerne har brug for den, argumenterer formanden.

Det er hovedsageligt kommunerne, der betaler regningen på cirka 1,5 millioner om året per borger med en BPA-ordning.

Professor i socialret på Aalborg Universitet John Klausen siger til DR, at der er et "incitament for kommunerne til at begrænse antallet af borgere, der har en BPA-ordning".

Han kalder det "problematisk", hvis kommunerne af økonomiske årsager prøver at tilbyde andre, billigere løsninger.

Kommunernes Landsforening (KL) afviser, at der er tale om en spareøvelse.

Kommunerne bruger samlet set ikke færre penge på BPA-ordninger, lyder det i et svar fra direktør Christian Harløf til DR.

Direktøren siger til mediet, at der "ikke er tegn på, at borgere ikke er blevet tilbudt den hjælp, de har behov for, ud fra en konkret og individuel vurdering".

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden