Filmfolk efter produktionsstop: Den nye aftale holder ikke

Streamingtjenester stopper produktion af dansk indhold. Parter vil se på præmisserne i rettighedsaftalen.

Det er ikke holdbart for dansk fiktionsproduktion, at store streamingtjenester trækker stikket.

Det fortæller Producentforeningen og Create Danmark, der er en forening for kunstnerne bag dansk film.

At Viaplay, Netflix og TV 2 Play stopper produktion af danske film og serier på grund af en rettighedsaftale, giver stof til eftertanke hos aftaleparterne. Den aftale, der ligger nu, holder ikke, mener de.

- Vi skal gøre noget. Der er ikke nogen i Danmark – hverken filmarbejdere eller producenter - som kan holde til, at der ikke bliver produceret indhold i Danmark, siger Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen.

Aftalen mellem de to parter trådte i kraft i januar. Den skal sikre, at kunstnerne bag film og serier får en større bid af den økonomiske kage.

Men præmisserne har ifølge streamingtjenesterne for store økonomiske omkostninger, og derfor har Viaplay, Netflix og TV 2 Play meldt ud, at de indstiller produktion af danske film og serier.

Mister dansk filmkunst de store kunder, vil det være en "katastrofe for branchen", mener Benjamin Boe Rasmussen, som er talsmand for Create Danmark.

Derfor mener foreningen, at noget skal gøres.

- Hvis man har en aftale, som ingen vil gå ind i, så er den ikke noget værd. Vi må finde ud af, hvad vi skal gøre, siger han.

- Vi må sætte os ned og snakke sammen om, hvordan vi kommer videre herfra, tilføjer han.

Hverken Producentforeningen eller Create Danmark kommer nærmere ind på, hvordan aftalen kan ændres, eller hvornår det skal ske. Men begge er enige om, at noget skal gøres. Og de er i dialog, fortæller Jørgen Ramskov.

- Om det kalder på en genforhandling, er noget, vi afgør i et forhandlingsrum. Men den vi har nu, den kan ikke fortsætte. Det siger sig selv, siger han.

Viaplay, som er den seneste streamingtjeneste til at stoppe produktionen af dansk indhold, har tidligere sagt, at tv-selskabet i øjeblikket har gang i flere danske produktioner som del i deres ambition om at lancere minimum ti fiktionsserier og film fra Danmark om året.

Selskabet vil i samarbejde med de to parter forsøge at finde en midlertidig løsning for "et mindre antal produktioner", der skal laves inden for den næste måned.

Ifølge Benjamin Boe Rasmussen har Netflix indtil videre stoppet arbejdet med to danske produktioner. Det har han sagt til Politiken.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden