Kvium på kunsten

Alle kender Michael Kviums billedunivers. Engang blev vi stødte af dem. 

I dag er de underlige og nogle gange skræmmende figurer blevet genkendelige med deres fjolseragtige ansigter og skæve blikke på os selv. 

De er blevet glædelige gensyn med os selv. 

Kvium er blevet så stor, at vi næppe helt længere ser, hvor stor han egentlig er. 

På denne udstilling er der mulighed for at nulstille blikket på hans univers. Her er muligheden for at genbesøge hans knudepunkter, så det bliver til et interessant mødested.

Vi får hele 60 af Kviums oliemalerier og skitsebøger fra 1991 med motiver inspireret af menneskets indre organer. Værkerne vises sammen med menneskelige vævsprøver. 

Vi kommer ind bag huden og overfladen og ind i den mørkeste af menneskekroppen. Det kunne lyde klamt, men er faktisk meget æstetisk og med stor poetisk omsorgsfuldhed i al sin amorfe nøgenhed.

Vi får mulighed for at kigge indad og mulighed for at knytte an, hvor Kvium begyndte og hvor alt derfra er historie.

De mange værker, der som små stilleben, hænger side om side i nærmest en lang række. Og i ganske få farver, som gulligt, rødligt og brunlige nuancer. Og netop denne gentagende ophængning, skaber både en afsløring og en tilsløring, hvor hvad er det egentlig der foregår i værkerne, der kunne være mystiske væsner fra det ydre rum eller det dybeste hav? Belysningen understreger det skyggeagtige og obskurt, som var man i en gal mands laboratorium. Det er kunst, der undersøger menneskelivet, som var det en naturvidenskab. Akademi, er der også værkernes titel, for det systematiske er ganske uregelmæssigt, og som formår ikke blot at se indad, men også udad igen.

I 1980’erne besøgte Kvium Panum Instituttet for at studere kroppens indre organer, hjerner, nyrer, tarme og lunger, opbevaret i formaldehydopløsninger. 

Disse studier blev centrale i Kviums senere arbejde med kroppen, hvor han ofte skildrer det usete, det groteske og det surrealistiske; ligesom det er tilfældet i denne værkserie fra 1990’erne. 

Efter besøgene kom der flere motiver af indvolde, organer og anatomiske detaljer i Kviums værker, som både er abstrakte og ude af deres sammenhæng, så det hele fik et nyt perspektiv. 

Dette at der vises en sammenhæng af noget, der er så løsrevet fra alt. Det bliver mødesteder, og knudepunkter, der forsøger at finde tilbage til en sammenhæng, hvor sammenhæng, jo altid betyder mening.

Det er surrealistisk og superrealistisk på en og samme tid. Det er grumt og humoristisk. Der kommer nye former ud af det deforme.

Udstillingen er et velgørende og skønt gensyn med mødesteder for en stor kunstner, der tør se indad, og derefter ud af. Og det begyndte her.