fiskeindustri

Torpedo fanget af dansk fiskekutter er blevet sprængt

Minører rykkede ud til en fiskekutter, som lørdag fangede en torpedo uden for kysten til Thyborøn.

Ved vestkysten dukker der til tider rester fra Anden Verdenskrig op. (Arkivfoto).
Ved vestkysten dukker der til tider rester fra Anden Verdenskrig op. (Arkivfoto). Loic Venance/Ritzau Scanpix

Opdateret 02. juli 2023 kl. 05:45

Minører fra Forsvarskommandoen sejlede lørdag aften ud til en fiskekutter cirka fem kilometer fra kysten ud for Thyborøn. Det skyldtes, at fiskere fik en torpedo i trawlet.

- Den var kæmpestor. Jeg har aldrig set så stor en torpedo før. Det er helt ubegribeligt, at der kommer sådan en stor en op. Man skal lige have pusten bagefter, sagde René Kloster til TV 2, der først bragte historien.

Han er kaptajn på fiskekutteren St. Anthony, som fiskede torpedoen op.

Pressevagt ved Forsvarskommandoen Aein Amripour sagde lørdag til Ritzau, at fiskekutteren ville blive ryddet for mennesker, før minørerne skulle detonere den syv meter lange torpedo.

Og det lykkedes omkring klokken 22.30, oplyser han søndag morgen. Det skete, efter at torpedoen blev sænket cirka 19-20 meter ned på havbunden.

Detoneringen foregik ved, at en sprængladning blev monteret på torpedoen, som fik den til at eksplodere.

Til TV 2 sagde René Kloster, at det er tredje gang, at han har oplevet at have fisket krigslevn op af vandet.

Særligt ved vestkysten dukker der til tider rester fra Anden Verdenskrig op.

Søndag i sidste uge måtte Forsvarets ammunitionsryddere (EOD) bortsprænge en mortergranat, som blev fundet på en strand i Søndervig, der ligesom Thyborøn ligger på den jyske vestkyst.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden