Danmark

Flere unge kvinder fravælger p-piller som prævention

Ud af 1000 danske kvinder i alderen 18 til 24 år brugte 564 p-piller i 2014. Ti år senere er tallet 310.

Salget af p-piller toppede i 2005. Her brugte 426.320 personer præparatet. Det skrev Berlingske sidste år på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen. (Arkivfoto).
Salget af p-piller toppede i 2005. Her brugte 426.320 personer præparatet. Det skrev Berlingske sidste år på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen. (Arkivfoto). Rich Pedroncelli/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 07:14

De seneste ti år af andelen af unge kvinder, der tilvælger hormonpræventionen p-piller faldet hvert eneste år.

Det viser tal, som Jyllands-Posten har trukket fra Sundhedsdatastyrelsen.

Helt konkret er der sket omkring en halvering i flere aldersgrupper i andelen af kvinder, der tager den daglige lille pille, der beskytter mod uønsket graviditet.

Ud af 1000 danske kvinder i alderen 18 til 24 år brugte 564 p-piller i 2014. Ti år senere er tallet 310.

For aldersgruppen 25 til 44 år er tallet faldet fra 223 til 95.

P-piller er en sikker og hormonbaseret præventionsform, der forhindrer ægløsning og dermed beskytter mod graviditet.

Pillen har været på det danske marked i årtier, men i de senere år er der kommet mere viden om mulige bivirkninger som depression og øget fare for blodpropper.

Professor og overlæge i almen gynækologi ved Odense Universitetshospital Pernille Ravn ser faldet i brugen af p-piller som udtryk for, at der er kommet mere viden om bivirkninger.

Det siger hun til Jyllands-Posten og tilføjer, at kvinder i mindre grad vil acceptere bivirkningerne.

- Vi trænger til, at kvinder har flere valg i paletten af præventionsformer, hvor der ikke er så mange bivirkninger. At have en effektiv præventionsform med lavere dosis hormon må være at foretrække, siger hun til mediet.

Salget af p-piller toppede i 2005. Her brugte 426.320 personer præparatet. Det skrev Berlingske sidste år på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Siden da er antallet af brugere af pillerne faldet.

I 2023 var der samlet tale om 202.385 personer, som brugte præparatet ifølge Berlingske.

Hovedpine, nedsat sexlyst, akne og humørsvingninger er en række af de almindelige bivirkninger ved at tage p-piller.

Blodpropper og øget risiko for depression er listet som sjældne bivirkninger ved brug af p-piller.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden