Folketinget skærper kontrol med plettede børneattester

Idrættens hovedorganisationer vil automatisk få besked, når en forening støder på en plettet børneattest.

Folketinget har torsdag skærpet kontrollen med børneattester i foreningslivet.

Politiet vil i fremtiden automatisk give besked til idrættens hovedorganisationer, når en forening beder om en børneattest på en frivillig eller en træner, og attesten viser sig at være plettet.

Det vil ske gennem Udelukkelsesnævnet. Nævnet er etableret af DGI, DIF og Dansk Firmaidræt.

- Det er rigtig godt, at vi nu får en stramning, siger Charlotte Bach Thomassen, landsformand i DGI.

En børneattest er en særlig straffeattest. Den indeholder oplysninger om seksualforbrydelser begået mod børn.

Indtil nu har det været op til den enkelte idrætsforening at involvere hovedorganisationen.

Det har været besværligt. Især fordi det kræver, at data og personoplysninger skulle gå på tværs mellem forskellige typer af organisationer, forklarer Charlotte Bach Thomassen.

- Men med denne ordning sikrer vi, at politiet orienterer idrættens organisationer om, at der er en positiv børneattest. Så kan vi tage kontakt til de enkelte foreninger og sikre, at de får den fornødne hjælp til at håndtere en sag, siger hun.

Hovedorganisationerne vil blandt andet bistå med rådgivning for at sikre en god håndtering af det, landsformanden kalder "følsomme sager", hvor der ofte vil være nultolerance.

- Alle sager med en positiv børneattest i foreningslivet er ulykkelige sager. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at det bliver håndteret forkert, siger Charlotte Bach Thomassen.

Folketingets beslutning kommer efter et lovforslag, som tidligere kulturminister Joy Mogensen (S) varslede allerede i foråret 2021. Det skete, efter at Politiken havde sat fokus på lovgivningens huller.

Også den såkaldte skolelærerparagraf blev i 2021 strammet.

Derfor fremgår det nu også af børneattesten, hvis en træner er dømt for at have haft et seksuelt lærer-elev-forhold til et barn mellem 15 og 17 år.

Et sådant tilfælde ville ikke tidligere fremgå, hvis barnet var over 15 år.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden