Danmark

For første gang i fire år er der igen løveunger i Givskud Zoo

Løveungerne er født med få ugers mellemrum, og de kan nu vises frem for gæster.

For første gang i fire år har Givskud Zoo fået løveunger. På billedet ses et løvekuld, som blev født i København Zoo i 2019. (Arkivfoto).
For første gang i fire år har Givskud Zoo fået løveunger. På billedet ses et løvekuld, som blev født i København Zoo i 2019. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:45

Efter fire år er der igen løveunger i Givskud Zoo. Der er født i alt otte unger, og flere nye unger forventes at komme til i løbet af sommeren.

Det oplyser Givskud Zoo i en pressemeddelelse.

- Vi har fået to kuld løvekillinger. Vi har et kuld på fire, der blev født den 9. maj, og så har vi et andet kuld på fire, som blev født for cirka tre uger siden, siger Rasmus S. Nielsen, direktør i Givskud Zoo.

Det er kun de ældste fire løveunger, der på nuværende tidspunkt er gamle nok til at være ude i det store løveanlæg, hvor gæster kan køre rundt i bil.

Rasmus S. Nielsen håber, at endnu et kuld vil komme til verden i løbet af august.

- Vi har set parringer, og der kan naturligvis gå ting galt undervejs, men vi plejer at være rimelig sikre, når vi ser parringer hos løverne, siger Rasmus S. Nielsen.

Den årelange ventetid på nye løveunger skyldes, at parkens seneste hanløve døde i slutningen af 2021, hvor hannens unger stadig var små.

Givskud Zoo valgte derfor ikke at introducere en ny hanløve i frygt for, at den nye løve ville dræbe de små løveunger.

I naturen vil en ny hanløve ofte forsøge at slå andre hanners unger ihjel.

I sjældne tilfælde kan en hanløve også finde på at slå sine egne unger ihjel, og derfor blev der også set til med spænding onsdag, da de fire ældste unger skulle møde deres far for første gang.

- Det gik heldigvis rigtig godt, lyder det fra direktøren.

Selv om nye dyreunger ofte er et hit blandt gæster, forventer Givskud Zoo ikke en "kæmpestor tilstrømning af gæster" af den grund.

- Vi forventer at få en normal sommer, men vi forventer at give lidt ekstra oplevelser til de gæster, der kommer og besøger os, siger Rasmus S. Nielsen.

For få måneder siden kom der en ny hanløve til København Zoo for at starte en ny løveflok med havens to hunløver. København Zoo har i dag ingen løveunger.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden