Foråret satte rekord med 711 timers solskin

Forårsmånederne bød på rekordmeget sol, og der er mere af samme skuffe på vej i pinsen, lover DMI.

Der var ifølge DMI fuldt blus på solen i forårsmånederne, og der er udsigt til mere af samme skuffe i pinsen, der står for døren. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Der var ifølge DMI fuldt blus på solen i forårsmånederne, og der er udsigt til mere af samme skuffe i pinsen, der står for døren. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Forårsmånederne blev de mest solrige, der hidtil er blevet målt, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Månederne marts, april og maj 2022 bød på 711,5 timer med solskin, og det er rekord, skriver DMI på Twitter.

Gennemsnittet for forårsmånederne i årene fra 1991 til 2020 er på 554,8 solskinstimer.

Det var specielt marts og april, der bød på usædvanligt meget solskin og blå himmel, oplyser DMI.

Foråret 2022 var også tørt. På landsplan faldt der bare 83 millimeter nedbør. Gennemsnittet er 132,2 millimeter.

Man skal 26 år tilbage for at finde et lige så tørt forår, oplyser DMI.

Det betød også, at tørkeindekset, der er et udtryk for jordens vandbalance, blev sendt til tops og nåede skalaens maksimum på 10 i begyndelsen af maj.

I slutningen af maj kom der mere nedbør, og det har sendt det gennemsnitlige tørkeindeks for hele landet ned på 8,5.

Mens foråret således var rekordsolrigt og til den tørre side, så afviger temperaturgennemsnittet ikke fra normalen.

Det lander på 7,3 grader, og det svarer til den såkaldte klimanormal i årene fra 1991 til 2020.

Er man til sol og varme, er der ifølge DMI godt nyt forude.

Der er nemlig sommerligt vejr med solskin og temperaturer op til 20 til 22 grader på vej i pinsen.

Først skal et regnvejr dog lige forbi Danmark. Og det kan blive med nogle kraftige byger.

Der er således onsdag varslet risiko for lokale skybrud og torden over dele af Sydøstjylland, Sjælland, Fyn, Lolland-Falster og Bornholm.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.