Forbrugere advares mod hjemmesider der tilbyder bilvurderinger

Mange forbrugere får regninger og trues med inkasso for vurderinger af deres bilers værdi.

Forbrugerombudsmanden advarer mod fem hjemmesider, der tilbyder vurdering af bilers værdi. (Genrefoto). <i>“lafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix</i>

Forbrugerombudsmanden advarer mod fem hjemmesider, der tilbyder vurdering af bilers værdi. (Genrefoto). “lafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Forbrugerombudsmanden advarer mod fem hjemmesider, der tilbyder vurderinger af bilers værdi.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra myndigheden.

Mange forbrugere henvender sig i øjeblikket til Forbrugerombudsmanden, fordi de føler sig snydt af hjemmesider med tilbud om bilvurderinger.

De har typisk set en annonce på internettet, hvor de kan få en vurdering af deres bils værdi ved at indtaste bilens registreringsnummer.

Efterfølgende får forbrugerne tilsendt en regning for vurderingen per e-mail.

Problemet er ifølge Forbrugerombudsmanden, at det ikke tydeligt fremgår, at det koster penge at få sin bil vurderet.

Rådet er, at man ikke skal betale for bilvurderingerne, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen:

- Vi har fået mange klager over hjemmesiderne. Efter vores opfattelse er forbrugerne ikke forpligtet til at betale for ”bilvurderinger” via disse hjemmesider.

- Vi anbefaler derfor, at man ikke betaler, uanset trusler om inkasso og retssager, men meddeler selskabet bag hjemmesiderne, at der ikke er indgået en aftale om betaling, siger hun.

Det drejer sig om følgende fem hjemmesider: vurderebil.dk, vurderebil.com, bilerprise.com, bilm.dk og evaluatorer.dk.

Der kommer hele tiden nye lignende hjemmesider til, fremgår det af pressemeddelelsen.

Det er et belgisk selskab, der opkræver betaling fra forbrugerne.

Men Forbrugerombudsmanden har i samarbejde med kolleger i andre EU-lande konstateret, at indbetalingerne ender i Litauen.

Derfor har Forbrugerombudsmanden bedt myndighederne i Litauen om at stoppe opkrævningerne.

Mange forbrugere har forgæves forsøgt at komme i kontakt med selskabet via den e-mail, selskabet har oplyst eller sendt opkrævninger fra.

Hvis man ikke kan komme i kontakt med selskabet, er det ifølge Forbrugerombudsmanden en god ide at gemme dokumentationen for, at man har gjort forsøget.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.