Forsker: Ingen stærke tegn på russisk indblanding i valgkamp
I alternative nyhedsmiljøer er der en lav grad af aktivitet fra de to russiske statsmedier under valgkampen.
Opdateret kl. 14:50
Der er ingen stærke tegn på indblanding fra russiske statsmedier i den danske valgkamp. Det konkluderer forskere fra forskningsprojektet AlterPublics ved Roskilde Universitet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra universitetet.
- Når vi ser på de alternative nyhedsmiljøer, så er der altså ikke stærke tegn på indblanding i det danske valg gennem deres medier eller det danske alternative nyhedslandskab, siger Frederik Henriksen, der er ph.d.-studerende og medforfatter på rapporten.
Forskerne har set på den russiske tv-station TR og nyhedsmediet Sputnik, og hvorvidt links til deres historier bliver delt i alternative nyhedsmiljøer på de sociale medier.
Alternative nyhedsmiljøer er kendetegnet ved, at brugere deler nyheder, som går imod mainstream-mediernes fortælling.
- Vi har valgt at kigge på de her to medier, fordi de er to store russiske medier, som er målrettet offentligheder uden for Rusland, og som tidligere har været i efterretningstjenesternes og forskernes søgelys for at sprede propaganda, siger Frederik Henriksen.
Medierne blev i kølvandet på invasionen af Ukraine desuden pålagt et medieforbud af EU.
Frederik Henriksen fortæller, at medierne blandt andet er kendt for at dele nyheder, som splitter vestlige befolkninger.
Det kunne for eksempel være historier om coronavaccinationer eller datasikkerhed i forbindelse med WikiLeaks.
- Så vi har haft fokus på de her to medier, fordi vi ved, at der kunne være risiko for, at de vil blive brugt som led i en større informationskampagne, siger han.
Hvis man skal have et fuldt overblik over, hvorvidt Rusland forsøger at blande sig i det danske valg, er det ikke nok udelukkende at se på de to medier, forklarer Frederik Henriksen.
- Hvis man skulle have et fuldt billede, så skulle man selvfølgelig også se på, hvad der sker offline, og hvad der sker af politisk pres på forskellige måder.
- Det er typisk, at de her medier vil blive spredt i de alternative nyhedsmiljøer, så jeg vil mene, at vi kigger det rigtige sted hen i forhold til at afdække mediepropaganda, siger han.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.