Forsker: Skandale om amputationer går måske 15 år tilbage

Alarmklokkerne burde have ringet i sagen om amputationer, som kunne være undgået ifølge sundhedsminister.

Hidtil har det lydt, at op mod 90 patienter årligt siden 2016 kan have fået amputeret et eller flere ben, selv om det kunne være undgået.

Men det kan have stået på i langt flere år. Det skriver Avisen Danmark på baggrund af en analyse af karkirurgien i Region Midtjylland, hvor det er foregået.

- Har jeg ret i min analyse, så giver færre amputationsforebyggende behandlinger flere amputationer. Og så startede det her problem i hvert fald allerede i 2007, siger Kim Houlind, der er forskeren bag analysen af karkirurgien i Region Midtjylland.

Hvert år siden 2007 blev der lavet færre amputationsforebyggende operationer i Midtjylland sammenlignet med det øvrige Jylland.

Samlet blev der i perioden mellem 2007 og 2020 lavet mindre end halvt så mange af de forebyggende operationer.

At problemerne ser ud til at have stået på i mange flere år, møder kritik fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Det er en uacceptabel situation. Hvis det er korrekt, at det har været et problem i mange år, og en region har haft helt andre tal for amputationer end de andre, så er der noget i systemet, som ikke fungerer.

- Der burde være alarmklokker, som ringede forskellige steder, siger han til avisen.

En ekstern analyse i Region Midtjylland viser, at patienter kan have fået foretaget en amputation, selv om det kunne være undgået.

Udføres den forebyggende behandling for sent, øges risikoen for amputation.

Sundhedsministeren har bedt om en redegørelse fra Region Midtjylland som følge af de unødige amputationer på midtjyske hospitaler.

Hovedparten af de amputerede er formentlig amputeret af god grund ifølge regionen.

På baggrund af analysen har regionen kontaktet karkirurgiske patienter, der har fået amputeret benet ved hofte, lår, knæ eller underben i det seneste år.

De vil herigennem få at vide, hvilke mulighed de har for at klage og for erstatning.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.