Danmark

Forskere finder alvorlige mangler i forsøg med ADHD-patienter

Mangelfuld udredning af forsøgspersoner sår ifølge forskere tvivl om behandlingen af voksne med ADHD.

Behandling af ADHD-patienter med for eksempel medicin kan være baseret på mangelfulde forsøg, lyder det fra forskere fra Københavns Universitet. (Arkivfoto).
Behandling af ADHD-patienter med for eksempel medicin kan være baseret på mangelfulde forsøg, lyder det fra forskere fra Københavns Universitet. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Et nyt studie foretaget af forskere fra Københavns Universitet og Universitetet i Sao Paulo påviser alvorlige mangler i forsøg med ADHD-patienter.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Det dansk-brasilianske studie har gransket 292 forsøg med behandling af voksne ADHD-patienter.

Det er behandling, som eksempelvis omfatter medicin og psykoterapi.

I over halvdelen af forsøgene kan der ifølge forskerne stilles spørgsmålstegn ved, om de medvirkende forsøgspersoner rent faktisk har ADHD.

- Det betyder jo, at man i disse studier reelt ikke ved, hvad den behandling, man har testet, virker eller ikke virker på, siger lektor og seniorforsker Mads Gram Henriksen til Ritzau.

Det er ifølge forskerne bag studiet afgørende, at diagnosen ADHD er korrekt stillet hos forsøgspersonerne, når man skal teste behandling af netop ADHD.

Men i halvdelen af studierne har man ifølge forskerne ikke sikret sig en grundig udredning af patienterne inden forsøgene.

I nogle tilfælde var det patienternes egne vurderinger, der ifølge forskerne lå til grund for deres deltagelse i forsøget.

Og i et enkelt tilfælde blev diagnosen ifølge forskerne stillet ved hjælp af en computer.

Det er alvorlige mangler, der er blevet påvist, lyder det fra professor og ledende overlæge Julie Nordgaard.

- Særligt i en situation, hvor en diagnose som ADHD til voksne er i eksplosiv vækst, er der grund til at være meget grundig og stå på et solidt fundament.

- Ellers risikerer vi, at alt for mange mennesker får den forkerte diagnose, og så kan vi ikke give dem den mest effektive behandling. Eller de risikerer at få unødvendig behandling, som giver bivirkninger, siger hun i pressemeddelelsen.

ADHD er en udviklingsforstyrrelse, som viser sig ved koncentrationsbesvær, hyperaktivitet og impulsivitet.

Antallet af børn og unge under 18 år med ADHD er ifølge Psykiatrifonden mere end tredoblet i Danmark de seneste ti år.

Flere og flere voksne får også stillet diagnosen. På verdensplan anslår man, at over 300 millioner voksne mennesker har sygdommen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden