arbejde

Fra næste uge kan ukrainere søge opholdstilladelse flere steder

Tirsdag åbner to steder i København og Aarhus, der skal bidrage til at behandle ukraineres ønske om ophold.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) kan fortælle, at myndighederne i næste uge vil åbne flere steder, hvor ukrainere kan søge om opholdstilladelse.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) kan fortælle, at myndighederne i næste uge vil åbne flere steder, hvor ukrainere kan søge om opholdstilladelse. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:21

Med en række tiltag vil regeringen reducere den pukkel af ukrainere, der står i kø for at søge opholdstilladelse i Danmark.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Blandt tiltagene er at gøre det muligt for ukrainere at søge om opholdstilladelse på andre end de fire borgerservicecentre, hvor det lige nu kan lade sig gøre.

De tiltag skal være med til at fjerne den gevaldige prop, der ifølge Politiken er opstået i systemet, fordi flere tusinder ukrainere søger om ophold i disse dage.

- Jeg er også selv utålmodig, og jeg vil gerne have, at ukrainerne hurtigst muligt får en opholds- og en arbejdstilladelse, siger Mattias Tesfaye.

- Derfor udvider vi nu åbningstiderne, kalder folk på arbejde om aftenen og i weekenden og udvider også med et par ekstra steder i landet, hvor man kan søge opholdstilladelse.

De ekstra steder kommer i første omgang til at ligge i København og Aarhus. Her åbner der fra tirsdag ekstra steder, der kan give opholdstilladelse.

Allerede nu er det muligt at bestille tid til de nye steder.

De nuværende fire steder, hvor ukrainere skal møde op for at få behandlet et ønske om ophold, ligger i Aalborg, Odense, Næstved og Aarhus. Det betyder, at der fra tirsdag vil være to steder i Aarhus.

For at en ukrainer kan få opholdstilladelse, kræver det en udfyldt ansøgning, og at der bestilles tid til at få taget fingeraftryk på et af de førnævnte steder.

I SMVdanmark, der taler på vegne af de små og mellemstore virksomheder, har direktør Jakob Brandt foreslået, at de enkelte kommuner får lov til at tage fingeraftrykkene.

Det ville ifølge direktøren gøre, at flere ukrainere hurtigere kunne få ophold og komme i job i Danmark.

Mattias Tesfaye er dog ikke tryg ved forslaget.

Han siger, at man er nødt til at være sikker på, at folk faktisk er, hvem de udgiver sig for at være. Og det er udlændingemyndighederne bedst til at finde ud af, siger ministeren.

- Udlændingemyndighederne har mange års erfaring med identitetskontrol.

- Vi ved, at i alle migrationsstrømme er de fleste reelle folk, der er fordrevne og på flugt fra krig, men der gemmer sig også alle mulige andre mennesker imellem.

- Der skal vi have mulighed for at slå op i nogle registre og være sikre på at få verificeret, om de papirer, de fremlægger, også er rigtige, siger han.

Ministeren tilføjer, at han nødig vil stå i en situation om et halv til et helt år, hvor der er givet opholdstilladelse til folk, der ikke skulle have fået tilladelse.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden