Danmark

Fra pizza til bønner: Stort projekt skal ændre børnefamiliers madvaner

Over tre år skal landsdækkende og lokale initiativer give børnefamilier appetit på en grønnere madkultur.

Indsatsen "Smag dig frem - gør Danmark sundere" betyder blandt andet, at børn vil blive mødt af forløb om grønne vaner i skolen. (Arkivfoto).
Indsatsen "Smag dig frem - gør Danmark sundere" betyder blandt andet, at børn vil blive mødt af forløb om grønne vaner i skolen. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Pizza eller pasta med kødsovs til aftensmad kan tit være den nemme løsning i en travl hverdag.

Men nu får børnefamilier landet over tilskyndelse til at ændre madvaner med udgangspunkt i Fødevarestyrelsens officielle kostråd.

Gennem tre år skal et stort madprojekt inspirere børnefamilier til at bevæge sig over til en sundere og grønnere madkultur, der er mindre klimabelastende.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Indsatsen består af en række aktiviteter i eksempelvis skolen, detailhandlen, fritiden og på arbejdspladsen.

Elever vil blive mødt af forløb om grønne vaner i skolen, og kantinepersonalet på arbejdet vil blive klædt på til at "inspirere med grønne og sunde retter".

Samtidig vil vidensorganisationen Madkulturen uddanne et lokalt "underviserkorps", der skal afholde gratis familiekurser i madlavning i almene boligområder.

Det skal gøre madlavning til en sjov og involverende aktivitet, skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

To ud af tre børnefamilier vil gerne spise både sundere og grønnere, lyder det fra parterne bag indsatsen.

Pengene til projektet kommer blandt andet fra Novo Nordisk Fonden, der har bevilget næsten 29 millioner kroner.

Arne Astrup, direktør for afdelingen for ernæringsforskning og overvægt i fonden, mener, at indsatsen kan hjælpe børnefamilier til at erstatte noget af kødet med grønne retter.

Men sammensætter man en ret med bønner og linser, skal man have "alle de vigtige næringsstoffer med".

- Det kræver nogle færdigheder inden for indkøb og madlavning, siger Arne Astrup.

De landsdækkende initiativer kombineres med lokale indsatser i kommunerne Svendborg, Kolding og Slagelse.

Herudover skal Danmarks Radio sætte fokus på dansk madkultur "nu og i fremtiden".

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden