olie og gas ‑ nedstrømsaktivitet

Gaslækage ved Bornholm vil påvirke miljøet lokalt

Der er endnu ikke fuldt overblik over de miljømæssige konsekvenser af lækagen i Nord Stream 2-ledningen.

Nord Stream 2 var stort set klar til at blive taget i brug, da den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, kort før Ruslands invasion af Ukraine i februar meddelte, at man ville droppe brugen af den. (Arkivfoto)
Nord Stream 2 var stort set klar til at blive taget i brug, da den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, kort før Ruslands invasion af Ukraine i februar meddelte, at man ville droppe brugen af den. (Arkivfoto) Fabrizio Bensch/Reuters

Opdateret kl. 07:59

Energistyrelsen er fortsat i gang med at vurdere, hvad de miljømæssige konsekvenser af lækagen i gasledningen Nord Stream 2 ud for Bornholm vil være.

Men i første omgang lyder vurderingen, at lækagen kun vil påvirke miljøet lokalt.

Det oplyser Energistyrelsen i en skriftlig udmelding til Ritzau tirsdag.

- På baggrund af miljøkonsekvensvurderingen for Nord Stream 2 er det Energistyrelsens umiddelbare vurdering, at gaslækagen alene vil påvirke miljøet lokalt, hvilket betyder, at det alene er området, hvor gasfanen i vandsøjlen befinder sig, som vil blive påvirket.

- Metangassen slipper derefter ud i atmosfæren og har en klimabelastende effekt. Energistyrelsen er i gang med at vurdere klimaeffekten fra lækagen, lyder det.

Mandag lød det fra Energistyrelsen, at der var opstået et læk på den ene af to Nord Stream 2-gasledninger i dansk område sydøst for Dueodde på Bornholm.

Mandag aften blev danske F-16 fly sendt på vingerne for at affotografere området. Her kunne de ifølge Jyllands-Posten konstatere, at havet "boblede" i området.

Energistyrelsen oplyste mandag, at det som udgangspunkt er ejeren af gasledningen, Nord Stream AG, der skal stå for at lukke lækket.

Styrelsen oplyste videre, at den forventer, at der går mellem en og to uger, før man igen må sejle i området.

Nord Stream 2 løber fra Rusland til Tyskland.

Gasledningen var stort set klar til at blive taget i brug og var blevet fyldt med 300 millioner kubikmeter gas, da den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, kort før Ruslands invasion af Ukraine i februar meddelte, at man ville droppe brugen af den.

Mandag aften oplyste Nord Stream AG, at trykket også er faldet i gasrørledningen Nord Stream 1. Nord Stream 1 er den rørledning, der normalt transporterer gas fra Rusland til Tyskland.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden