Grøn Koncert vender tilbage med rapdronning på plakaten

Efter to års tvungen aflysning vender endagsfestivalen tilbage. De første artister er Tessa og Carpark North.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Grøn Koncert vender tilbage efter at have måttet aflyse sommerfesterne de seneste to år på grund af coronavirus.

Og torsdag er de første to artister afsløret af arrangørerne bag Grøn - Tuborg og Muskelsvindfonden.

Mens rockbandet Carpark North har optrådt på endagsfestivalerne fire gange før, er den anden kunstner på plakaten for Grøn for første gang.

Det er rapdronningen Tessa, der fik sit gennembrud i 2019.

- Jeg lover jer det vildeste show!, siger hun i en pressemeddelelse fra Grøn.

Hun fangede først musikbranchens opmærksomhed via videoer på Instagram, hvorefter hun fik en kontrakt med Universal Music og debutkoncert på Roskilde Festival.

Den 24-årige rapper har haft flere end 175 millioner streams på tværs af musiktjenester, og blandt hendes hits kan nævnes "Ben", der var den tredje single fra hendes hånd.

Til sommer skal hun så rejse landet rundt med Grøn.

- Jeg elsker Grøn for, at der er "Plads til forskelle", hvor hverken musik eller publikummer skal passe ind i en bestemt boks - jeg minder jo heller ikke selv om nogen andre i musikbranchen, og derfor bliver det bare ekstra fedt at rejse rundt i Danmark med det budskab i ryggen, siger hun i pressemeddelelsen.

I år lægger festivalen vejen forbi otte danske byer i juli.

Første stop er på Amager den 21., dernæst kommer Kolding den 22., Aarhus den 23., Aalborg den 24., Esbjerg den 28., Odense den 29. og Næstved den 30., inden Grøn slutter festen af i Valby den 31. juli.

Der er et særligt behov for festerne nu, mener Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden. Han henviser til, at coronarestriktioner har spændt ben for afholdelsen de to foregående år.

- Efter de seneste to år er der i dén grad behov for at mødes om musik, fest og hygge i det danske sommerland. Vi lover masser af fantastisk Grøn-stemning og et enestående lineup, siger han i meddelelsen.

Grøn har været afholdt siden 1983. Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe større mangfoldighed i det danske samfund.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.