Gymnasieelever: Unges drukvaner bør ændres - men ikke stoppes

Alle under 18 år frarådes nu at drikke alkohol. Elever efterspørger kulturændring på tværs af generationer.

Det skal stadig være okay at drikke en øl eller drikke sig fuld med sine venner, også selv om man er 16 eller 17 år.

Det siger Alma Tynell, der er forkvinde i foreningen Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), efter at Sundhedsstyrelsen mandag er kommet med nye anbefalinger til danskernes alkoholforbrug.

Styrelsen fraråder nu personer under 18 år at drikke alkohol.

- Der er rigtig mange ting, som er farlige og sundhedsskadelige i samfundet, som Sundhedsstyrelsen sikkert også ville fraråde, at man gjorde.

- Jeg synes, det er okay, at man nogle gange drikker sig fuld. Der, hvor det bliver problematisk, er, når det tager overhånd. Når nogen kommer galt afsted, eller når man bliver presset til det, siger hun.

Indtil nu har anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen været, at børn under 16 år ikke skulle drikke alkohol. Imens skulle unge generelt begrænse deres alkoholforbrug og aldrig drikke mere end fem genstande ad gangen.

Grunden, til at man nu har ændret anbefalingen, er ifølge Sundhedsstyrelsen, at man har fået mere viden om, hvordan alkohol skader hjernens udvikling, imens man er ung.

Det gælder blandt andet med hensyn til hukommelse, læring, planlægning, beslutninger, impulskontrol og sprog.

Alma Tynell understreger flere gange, at det er vigtigt at tage anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen "alvorligt".

Men selv om det er skadeligt, skal det være okay at være sammen om det, der er "hyggeligt", også når man er ung.

- Det er vigtigt at lytte til sundhedsmyndighederne, og det tror jeg også, at vi som generation gør. Vi skal selvfølgelig høre på, at der er nogle ting ved den her alkoholkultur, der er sundhedsskadelige.

- Men for at vi kan gøre op med den alkoholkultur, skal vi altså i gang med et større kulturarbejde, og det gælder altså ikke kun min generation. Det gælder alle generationer, for alkohol er jo gennemsyrende i det danske samfund i dag, siger Alma Tynell.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.