Hærchef på flagdag: Verden har ændret sig markant på et år

Over 1000 danske soldater er udsendt aktuelt. Krig i Ukraine har ført til øget tilstedeværelse i Østeuropa.

Flagdagen for Danmarks udsendte bliver mandag markeret med kranselægning på Kastellet i København. I øjeblikket er over 1000 danske soldat udsendt. <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Flagdagen for Danmarks udsendte bliver mandag markeret med kranselægning på Kastellet i København. I øjeblikket er over 1000 danske soldat udsendt. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er en markant ændret verden, som Danmark står over for i dag, sammenlignet med 5. september sidste år, da der senest blev markeret flagdag for Danmarks udsendte.

Det mener Gunner Arpe Nielsen, der er chef for hæren.

- Verden har ændret sig markant siden sidste flagdag. Krigen i Ukraine har tvunget os til at øge vores tilstedeværelse i Østeuropa massivt. Samtidig har vi stadig missioner i Irak, Kosovo og mange andre steder, siger han i en video, som Beredskabsstyrelsen har delt på det sociale medie Twitter.

Videoen er blevet delt i anledning af den officielle flagdag 5. september for Danmarks udsendte.

Her bliver der flaget og holdt forskellige arrangementer for at anerkende og hædre dem, der er eller har været udsendt på en mission af Danmark på baggrund af en beslutning truffet af Folketinget, regeringen eller en minister.

Også de faldne mindes.

Men det er ikke en saga blot, at Danmark har soldater udsendt.

I øjeblikket er over 1000 udsendt. Det fortæller Carsten Fjord-Larsen, fungerende chef for søværnet, i videoen.

- Mange har været udsendt tidligere, men for mange er der tale om første gang. De vender alle hjem med erfaring. De vender alle hjem som veteraner, siger Carsten Fjord-Larsen.

Over 60.000 danske soldater har været udsendt til missioner over hele verden siden 1948, lyder det fra Jan Dam, der er chef for flyvevåbnet.

- Så det er rigtig mange, vi fylder på flagdagen i dag (mandag, red.). I fortjener den største respekt og anerkendelse, siger han.

Hæderen er ikke alene rettet mod nuværende og tidligere udsendte soldater, politifolk, redningsfolk, sundhedspersonale og folk fra Udenrigsministeriet.

Også de pårørende får en særlig tanke med på vejen, lyder det fra chefen for specialoperationskommandoen, Peter Boysen.

- Alle dem, der savner jer, hver gang I rejser ud.

- Nogle gange med kort varsel. Også nogle gange uden at vide, hvor I rejser hen, siger han.

Også direktør for Beredskabsstyrelsen Laila Reenberg, chef for hjemmeværnet Jens Garly, forsvarschef Flemming Lentfer og forsvarsminister Morten Bødskov (S) retter en tak til Danmarks udsendte i videoen for at have gjort en forskel.

- Tak for at stille op, når der bliver kaldt på jer. Og husk, I er aldrig alene, uanset hvor I rejser hen, siger ministeren.

Der er officielle fejringer i anledning af flagdagen i både København og Frederikshavn mandag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.