Danmark

Hele landet kan blive dækket af sne torsdag

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har tirsdag udsendt forvarsel om kraftigt snefald torsdag.

Der ventes sne i næsten hele landet torsdag. I slutningen af januar var der også i Hareskoven på Sjælland faldet så meget sne, at det var nødvendigt at skrabe forruden af bilen. (Arkivfoto).
Der ventes sne i næsten hele landet torsdag. I slutningen af januar var der også i Hareskoven på Sjælland faldet så meget sne, at det var nødvendigt at skrabe forruden af bilen. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:35

Vintervejret bider sig stadig fast, og kulden fortsætter i hvert fald til og med torsdag, hvor kraftig sne ventes i store dele af landet.

Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Erik Hansen.

- Det ser ud, som om at landet bliver dækket af sne i løbet af torsdag, siger han.

DMI har tirsdag middag udsendt et forvarsel om kraftigt snefald torsdag.

Allerede torsdag morgen ventes let sne flere steder, men i løbet af formiddagen bevæger et mere markant snevejr sig op over den sydøstlige del af landet.

- I løbet af dagen bevæger det sig op over landet og når Nordjylland om aftenen eller natten til fredag, siger Erik Hansen.

Han tilføjer, at snevejret ser ud til at holde "ret godt ved i den østlige del af landet".

- Når vi kommer frem til fredag morgen, kan der være kommet 20 til 30 centimeter sne mange steder på Sjælland, Djursland og Nordjylland, siger han.

I den øvrige del af landet ventes mellem 5 og 15 centimeter sne.

- Så vi kan godt se ind i et par døgn med store udfordringer på trafik og transport i det hele taget, siger Erik Hansen.

Til trods for at sneen holder ved, og kulden fortsat kan mærkes i starten af februar, så ventes temperaturen at blive varmere.

Temperaturen vil i forbindelse med snefaldet stige, så den nordlige del af landet holder sig lige under frysepunktet.

Temperaturen i den sydlige del stiger til mellem frysepunktet og et par graders varme, og her kan sneen så gå over i slud eller regn.

Forvarslet for kraftigt snefald fra DMI gælder fra klokken 10 om formiddagen torsdag til samme tidspunkt fredag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden